Bliv en teknologibevidst familie

En ærlig bog om den moderne families livtag med en invaderende teknologi på godt og ondt.

Andy Crouch er musiker og forfatter, og så er han ”fatter” i en vaskeægte moderne amerikansk kernefamilie med store børn. I sin nye bog beskriver han, hvordan teknologien – som på mange måder er en gave til hverdagen, der tilbyder smarte, tidsbesparende og intelligente løsninger på alt fra tøjvask til rådgivning om studievalg eller boliglån – har det med at erstatte noget af det allermest dyrebare i familien.

Nærvær afløses af separate familiemedlemmers fikserede blikke på lysende skærme. Dybe samtaler erstattes af let underholdning foran tv’et. Kreativitet kræver en indsats og går ofte gennem en ulidelig kedsommelighedsdal og erstattes derfor hurtigt af teknologier, som lover spænding og underholdning anstrengelsesløst.

Bevidste til- og fravalg

Men hvad stiller man så op med den megen teknologi, hvis ikke løsningen er en Amish- udgave, der slet og ret bandlyser elektroniske impulser med alt hvad det indebærer af bekvæmmelighedsafsavn? Forfatterens svar er klart: bevidsthed, prioriteringer og til- og fravalg.

Det hele starter med en bevidsthed om, hvad familie er for en størrelse. Det handler med forfatterens ord om at få ”alt på den rette plads”. Som når der ryddes op i hjemmet, så er forskellen på det rodede hjem og det opryddede hjem ikke i sig selv, hvilke genstande hjemmet indeholder, men om disse genstande befinder sig, hvor de hører hjemme. På samme måde med teknologien. Det er ikke i sig selv et problem, at man har et tv i huset, og det bruges ind i mellem.

Problemet er, når det flyder ind over middagsbordet og forstyrrer den ene time i dagens løb, hvor der ellers kunne være samling på familien og mulighed for samtale og nærvær. Internettet er et gode, når det kommer til muligheden for information, men det kan også let blive en kilde til distraktion og få familiemedlemmerne til at opføre sig som fremmede, selvom de sidder i samme stue.

Og så videre. Eksemplerne er nærmest endeløse, når det kommer til de mange situationer, der, når man kaster et kritisk blik på dem, viser sig at stjæle noget fra det, som vi egentlig finder værdifuldt, som fx fællesskab, kærlighed, nærvær, omsorg, kreativitet og skaberevne…

Andy Crouch er forfatter til adskillige bøger. Den teknologibevidste familie er den første af hans bøger, som er udkommet på dansk.

Ti teknologibevidste bud

Og svaret bliver dejligt praksisnært og ærligt, når Crouch oplister sine ti teknologibevidste bud. Men før vi kommer til disse ret konkrete og bevidste valg, gennemgår han nogle principper for, hvordan man kan forholde sig substantielt til teknologien. Det første lyder således:

”Teknologien er på rette plads, når den hjælper os med at knytte bånd til de personer i det virkelige liv, som vi har fået givet for at elske. Den er ikke på rette plads, når den ender med at få os til at knytte bånd til mennesker langt væk, som for eksempel kendisser, som vi aldrig kommer til at møde”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



På den måde lægger forfatteren pejlemærkerne eller fundamentet for nogle sunde – om end kontroversielle – regler i omgangen med teknologien. Jeg vil ikke her opremse de ti bud, men de er værd at læse og reflektere over.

Især fordi den teknologiske udvikling har en tendens til i al ubemærkethed at sætte dagsordenen og på den vis indtage rollen som herre, og ikke tjener, i familielivet.

Frimodig og ydmyg tilgang

Bogen er anbefalelsesværdig, fordi forfatteren har en frimodig, men samtidig ydmyg tilgang til emnet. Han er frimodig, både når det kommer til beskrivelsen af problemstillinger og de løsninger, hans familie har forsøgt sig med.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men samtidig er han ydmyg nok til ikke at hævde sin vej som den eneste sandhed. Og i afslutningen af hvert kapitel (som omhandler budene) giver han et ærligt realitetstjek som udtryk for, hvor godt/ eller skidt det går i hans egen familie, når det kommer til overholdelsen af selvsamme bud.

Bogen tilbyder derfor læseren et ærligt billede af en teknologibevidst families livtag med både teknologi og familieliv. Og det kan man helt sikkert blive klogere af at læse.

Andy Crouch: Den teknologibevidste familie.
224 sider. 199,95 kr.
LogosMedia