Dumme guldkalvtilbedere
Fra tidlig alder blev jeg introduceret til Bibelen. Både Det Nye og Det Gamle Testamente.
Jeg kunne rigtig godt lide at høre om Guds planer for menneskerne og den måde, han ledte sit folk på. Men som en temmelig følsom og konfliktsky pige var der også noget, jeg ikke brød mig om.
Nemlig hvordan israelitterne – Guds folk – igen og igen gjorde præcis det modsatte af, hvad den Gud, som reddede dem, ønskede.
Ét af de helt grelle eksempler er guldkalven. Hele folket er lige blevet reddet ud af Egypten ovenpå en række mirakuløse hændelser, har vandret gennem et hav, som stod på hver side af dem, og de har en støvsky og en ildsøjle til at vise sig vej i ørkenen.
Men nu er Moses gået op på Sinajs bjerg, og de har ikke set ham i mange dage. Så tager de deres guldsmykker og laver en guldkalv, som de hylder og tilbeder i stedet for den mægtige Gud, som leder dem.
Jeg tænkte det dengang, og jeg tænker det nu:
– Det er simpelthen dumt.
De erstatter den usynlige, men handlekraftige Gud, med en synlig, men handlingslammet kalv.
Men jeg har desværre fundet ud af, at jeg ikke er helt så langt fra deres opførsel, som jeg ville ønske.
Nej, jeg har ikke bygget et alter for hverken det ene eller det andet i mit hjem. Men når det kommer til, hvad eller hvem jeg virkelig stoler på, når livet brænder på, er det ikke helt så entydigt.
Teoretisk set sætter jeg min lid til Gud. Men han er sommetider svær at forstå og i hvert fald svær at få hold på. Penge ved man til gengæld, hvor man har.
De kan hjælpe mig i mange af de udfordringer, som livet giver – og de er ikke uforudsigelige og arbejder i processer. De gør præcis, hvad jeg beder dem om, når jeg beder dem om det. Og det gør Gud ikke altid.
Men når det virkelig gælder, er de magtesløse – ligesom guldkalven. De kan ikke give sand glæde, og den relation, jeg får til dem, er tom og hul. Desuden kan uforudsete omstændigheder hurtigt betyde, at jeg mister dem igen.
Derfor må jeg og vi (for jeg er nok ikke den eneste) igen som Israels folk i ørkenen vende om fra vores dumme afguder og tilbage til den Gud, som har magten over det hele og alligevel elsker os.
