Er min datter ved at udvikle en spiseforstyrrelse?

Kære Poul Henning

Min datter havde en veninde, der døde af spisevægring for 2 år siden. Jeg forestillede mig, at den tragiske hændelse var den bedste vaccine mod spisevægring. Min datter, der nu er 18 år, flirter på en mærkelig måde med hændelsen, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal tage det alvorligt eller blot lade det passere.

Min datter har det sidste halve år tabt 4 kg. Jeg tænker ikke, det er alarmerende. Hun er i forvejen lettere undervægtig, træner meget og er – synes jeg – sygeligt fokuseret på sin kost.

Hun vejer alt og udregner kalorier i et væk. Køber jeg en skærekage til os, gør hun et nummer ud af, hvorfor hun intet skal have af den, og hun sammenligner min krop med hendes egen. Jeg bør fx løbe så og så langt for at forbrænde det stykke kage, jeg netop har nydt.

Jeg oplever, at min datter ligger i et grænseland, hvor det kan vippe begge veje. Enten kommer hun til fornuft, eller også risikerer vi, at hun havner i en spisevægring. Hvad mener du?

Kærlig hilsen Kirsten

Kære Kirsten

Jeg forstår på dit brev, at din datters veninde døde af anoreksi – mens du frygter og har mistanke om, at din egen datter har ”adopteret” lidelsen fra den afdøde veninde. Anoreksi er i sagens natur ikke smitsom, men er man ung og usikker, på sig selv og sin omverden, kan dårlige vaner opstå og gro.

Uden at have set eller undersøgt din datter oplever jeg som dig, at hun er præget af venindens dødsfald og på sin egen måde undersøger tragedien.

Jeg formoder, at din datter er i gang med et stykke sorgarbejde, og det skal helst ikke udvikle til mere end det. Din støtte i denne sammenhæng er uvurderlig.

Du skal forsøge at hæve dig op i et helikopterperspektiv, hvor du sammen med hende undersøger den ulykkelige omstændighed. Spørg ind til hendes oplevelse og bearbejdning af hændelsen, og styrk hende i de gode vaner, hun allerede har.

Et tema til en mor-datter snak er også snakken om det forvrængede kropsideal, der på skræmmende vis præger tabloidpressen. Børn og unge mennesker er så letpåvirkelige, de kan ofte i en tidlig alder blive spejlet i nogle idealer, der slet ikke hører til i virkelighedens verden; det være sig omkring kropsvægt, udseende og livsstil.

Jeg giver dig ret i, at din datter bevæger sig på et skråplan. Derfor anbefaler jeg, at I konsulterer jeres almenpraktiserende læge. Her vil du og I kunne få vished om, hvor vidt din datter har udviklet en spiseforstyrrelse eller ej. Et vægttab på under 15% af normalvægten er ikke alarmerende, men naturligvis skal dette ses i sammenhæng.

Har du kendskab til, om din datter har selvfremkaldte opkastninger? Benytter hun slanke- og afførende midler? Har hun isoleret sig mere i sociale sammenhænge end tidligere? Synes du hun har depressive tendenser? Har hun en forvrænget oplevelse af sin egen krop og fylde?

Menstruerer hun regelmæssigt?

I min nye bog, der udkommer til efteråret, finder både du og din datter inspiration og støtte til den situation I står i, citat:

”Gud, som har skabt himmel, jord og hele universet, elsker det enkelte menneske så højt, at han siger: Jeg er hos dig! Hvis vi siger ja tak og tager imod. Guds fuldkomne kærlighed er til stede og driver frygten ud.

Der findes angstdæmpende og stemningsstabiliserende medicin. Og medicin i pilleform kan være relevant, når et menneske rammes af sygdom. Men al menneskeskabt medicin trumfes af Guds nærvær.”

Kærlig hilsen Poul Henning