Jeg er ensom og føler mig forladt af Gud

Kære Orla Lindskov

Jeg er ensom og føler mig forladt af Gud. Gud har glemt mig. Det er, hvad min sygdom og modgang har lært mig og fortalt mig. Sådan føler jeg altså, og jeg er også næsten ved at komme til at tro på det, som mine følelser fortæller mig. Det sker på trods af, at jeg igen og igen har hørt, at man ikke må stole på sine følelser, men kun på Guds Ord.

Jeg oplever ikke, at Gud er så nær ved mig, som han var før. Jesus er også blevet så mærkelig fjern.

Nå jeg beder, er det, som om det kun når til loftet. Og når jeg beder højt, som for at samle hele min sjæl i bønnen, hører jeg kun lyden af min egen stemme i stuen. Jeg bliver helt fortvivlet over det, og det giver mig virkelig angst og får mit humør helt ned på nul-punktet.

Hvad skal jeg gøre ved det?

Er det djævelens angreb?

Mine gode, kristne veninder i menigheden siger, at jeg er under angreb af den onde. De siger, at det har de også selv prøvet i flere forskellige sammenhænge. De siger, at tanken om, at Gud har forladt mig, er en af djævelens mange løgne. De siger, at djævelen arbejder på at få mig til at tro, at Gud er troløs, og på at få mig til at tro, at jeg er forladt af Gud.

Tit spørger jeg mig selv om, hvad der er galt med mig og mit liv. Jeg har altid svømmet i problemer. Sådan synes jeg ikke, andre har det.

Jeg er også blevet alene. Mistede min mand for fire år siden. Jeg står nu alene med mine to voksne børn og med alle deres problemer. De afleverer alle deres problemer hos mig. Ofte stjæler deres problemer min nattesøvn.

Jeg troede tidligere, at når mine børn blev voksne og flyttede hjemmefra, så ville jeg få fred og ro. Jeg ventede jo, at de ville klare deres problemer selv. Men nej, sådan er det ikke gået.
Da jeg for snart mange år siden flyttede hjemmefra, da måtte jeg klare mine problemer selv.
Men tiderne er anderledes nu, må jeg nok sige.

Undskyld min håndskrift. Min computer er gået i stykker.

Hvad mener du om mit brev. Det forekommer dig nok lidt ubehjælpsomt.

Venlig hilsen
”Ann.”

Gud vil ikke svigte dig – han glemmer dig aldrig

Kære ”Ann”

Dit brev forekommer mig absolut ikke ubehjælpsomt. Dit brev er helt OK, og de problemer, du nævner, er problemer, som også andre kristne kommer ud for. Man bruger tit udtrykket anfægtelser om den slags tros-problemer.

Med hensyn til det med dine voksne børn, som er flyttet hjemmefra, og som alligevel ikke er flyttet helt hjemmefra. Det er et problem, som mange danskere kender til, også kristne.

Den kendte talemåde: ”Små børn, små problemer. Store børn, store problemer,” – er en virkelighed hos mange.

Det er selvfølgeligt godt med tætte familie-relationer, ingen tvivl om det. Men relationerne kan også blive for tætte. Så tætte, at de som i dit tilfælde stjæler din nattesøvn.

Du er nødt til at øve dig i at sætte grænser for dine børn. Du må lære dine voksne børn at tage ansvar for deres eget liv. Det er måske lidt sent at lære dem det nu, men bedre sent end aldrig.

Når du skriver, at du svømmer i problemer, da glem ikke, at alle mennesker har problemer. Nogle har færre problemer, mens andre har mange. Det skifter tit i perioder. Det går op og ned. Sådan er livet.

Sygdom er et af de helt store problemer for mange. Det fortæller min postkasse mig næsten dagligt.

Din sygdom og modgang har fået dig til at tro, at Gud har glemt dig. Men det er bare ikke sandheden om dig og Gud.

Gud glemmer dig ikke

Hør, hvad Esajas skriver i sin bog kap. 49, vers 14 og 15:

”Men Zion ( Israel ) siger: ”Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!”
Ann, hør så, hvad Gud svarer:

”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte?
Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.”

Disse ord er oprindelig talt til Guds pagtsfolk, Israel. Men i dag gælder disse gode, kærlige ord for Jesu menighed, og de gælder for det enkelte medlem af Jesu menighed. De gælder derfor også for dig, Ann.

Mon ikke dine gode kristne veninder har ret, når de mener, at det er djævelen, der prøver at putte sine løgne om Gud ind i dit hoved? Disse løgne bliver man nemlig mere modtagelig for under sygdom og modgang.

Når du har det dårligt med dig selv, er der kun en ting at gøre. Du skal tage fat i Guds ord og holde fast i det med samme iver, som når den, der er ved at drukne, holder fast i redningskransen.

En redningskrans

Du kan fx bruge løftet fra Esajas kap. 49 som din redningskrans.

Luther siger det på denne måde: – ”Der findes intet andet råd for din trængsel, end at du ser bort fra alt, hvad du føler og fornemmer, og med en enfoldig tro kaster dig til hvile på Guds nøgne Ord.”
Ann, Guds nøgne ord, Guds redningskrans i din situation er: ”- jeg glemmer ikke dig.”

Det drejer sig altså ikke om, hvad du føler eller ikke føler. Heller ikke om, hvad Satan hvisker dig i øret under modgang og under sygdom. Gud står ved sit løfte overfor dig nu og i al evighed: ”Jeg glemmer ikke dig!”

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.