Pakistansk blasfemi-dødsdom behandlet i Norges Storting
Kristelig Folkepartis Geir Sigbjørn Toskedal har rettet et skrifteligt spørgsmål til udenrigsministeren om, hvad Norge kan gøre for at fremme trosfriheden i Pakistan.
Baggrunden er, at den kristne Asif Pervaiz, der er far til fire, den 8. september blev dømt til døden ved hængning for blasfemi ved en lavere domstol i Lahore. Asif Pervaiz skal ifølge dommen først fængsles i tre år for ”misbrug af telefon” og betale en bøde på 300 US dollar, før han skal hænges.
– Det hævdes ofte, at Pakistans strenge blasfemilovgiving bli’r misbrugt til at ramme religiøse minoriteter. Hvad kan Norge gøre overfor Pakistan for at fremme trosfrihed, retssikkerhed og respekt for internationale konventioner, som Pakistan har forpligtet sig til at følge? lød Geir Sigbjørn Toskedals spørgsmål til udenrigsminister Ine Eriksen Søreide.
KrF-politikeren henviser blandt andet til organisationen Human Rights Commision of Pakistan (HRCP), som for nylig advarede om en kraftig stigning i antallet af blasfemisager mod de religiøse minoriteter.
– De er ikke mindst bekymrede for beskyldninger mod shia-muslimer. Bare den sidste måned skal der ifølge hjemmesiden være registreret 40 forskellige sager, skrev Toskedal.
Selv frikendte er i fare
Leder for HRCP, Dr Mehdi Hasan, skrev på organisationens hjemmeside, at den pakistanske stat ikke tager ansvar for sagerne.
– Staten fraskriver sig det ansvar, de har ifølge internationale forpligtelser. ved at overlade de blasfemianklagede til pøbelen eller mangelfulde retssager, skrev han.
Toskedal påpeger videre, at en frifindelse ikke nødvendigvis gør livet tryggere for minoriteterne.
– Personer, som får falske blasfemibeskyldninger imod sig, kan ikke vide sig sikre, selv om de får en frikendelsesdom. Frikendte må ofte gå i dækning for at undgå, at islamistiske ekstremister tager loven i egne hænder, skrev han og henviser til, hvordan Punjabs guvernør Salman Taseer og ministeren for religiøse minoriteter, Shahbaz Bhatti blev dræbt i 2011 efter at have udtrykt sig kritisk om blasfemilovene i forbindelse med dommen mod Asia Bibi.
Norske politikere må på banen
Organisationen Stefanusalliansen har været med til sætte fokus på Asif Pervaiz’ sag i Norge.
– Det er vigtigt, at norske politikere tager den grufulde blasfemilovgiving og retspraksis op med Pakistan, et land som også får norsk bistand. Enkeltpersoner og ekstremistiske grupper kan helt risikofrit misbruge blasfemiloen for at ramme trosminoriteter med falske beskyldninger, som det tager flere år at blive frikendt fra, siger redaktør Johannes Morken i Stefanusalliansen på hjemmesiden.
Også Sajid Christoper, leder af Human Friends Organization, som er Stefanusalliansens partner i Pakistan, har takket Geir Sigbjørn Toskedal for hjælpen til de kristne i Pakistan. Udenrigsministeren skal besvare spørgsmålet fra Toskedal inden for syv dage.