Sølle er – de salige?

Er det ikke forunderligt, som vi ser verden gennem sproget? Ofte hører vi bare det, vi forventer at høre. Eller det, vi ønsker at høre. I min barndom, kaldte man det at være vildøv. Nu hedder det selektiv hørelse, men der er tale om samme sag.

En kær broder i bibelkredsen hævder, at ordet sølle i virkeligheden er det samme som ordet salig. Jeg indvender som regel, at der er tale om homonymer. Og egentlig har vi vist ret begge to.

Om oprindelsen siger ordbøgerne ganske rigtigt, at sølle er beslægtet med salig. Ordet sølle har bare videreudviklet sig fra en ironisk brug af salig. Så mens salig betyder lykkelig, har sølle betydningen ringe eller dårlig. Her sammenligner ordbogen endda med det engelske silly, altså dum.

Homonymer defineres som to eller flere ord, der staves og/eller lyder ens, men har forskellig betydning. Fx. har ordet bakke en lang række forskellige betydninger. Så er der homofoner, som er ord, der lyder ens, men staves forskelligt: det gælder fx. løkke og lykke. Og endelig er der homografer, som er ord, der staves ens som fx. træk-vinden og træ-kvinden (uden bindestreger).

Men hvordan kan ordet salig med betydningen lykkelig eller velsignet have udviklet sig til noget så sølle som sølle?

Jeg forestiller mig, at misforståelsen kunne opstå, når trætte kirkegængere falder i søvn, mens præsten oplæser Bjergprædikenen. Her siger Jesus noget meget vigtigt om det at være kristen i denne verden, hvor tingene langtfra altid er, som de tager sig ud.

Hvis man ikke får begrundelsen med i flere af de 9 saligprisninger, må ”salig” naturligvis lyde som sin modsætning:

S—- er de fattige i ånden
S—- er de som sørger
S—- er de sagtmodige
S—- er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden
S—- er de, som er forfulgte
S—- er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på…

Under læsning af Romerbrevet fik munken Martin Luther den livsforvandlende indsigt, at Guds retfærdighed ikke er det, Gud kræver af mennesket, men noget, han skænker os. Det er simpelthen forskellen mellem et krav og en gave.

I brevkassen i denne uge kan vi læse om en kvinde, som pludselig fik nyt lys over begrebet ”Guds arme”. Ligesom i Luthers tilfælde er det intet mindre end evangeliet, det drejer sig om.

Men der må en åbenbaring til, hvis vi ikke bare skal høre med et halvt øre og derpå fortsætte med at opfatte verden, som vi altid har gjort det. Gud ske lov, at vi kristne ikke hører hjemme i ”sølleheden” men derimod i ”saligheden”. Måske er vi sølle og dumme i denne verdens øjne.

Men vi skal se Gud. Og vi skal kaldes Guds børn.

”Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlen,” siger Jesus.

Jo, vi tror på saligheden!