Spar Nord Fonden støtter Blå Kors’ arbejde blandt udsatte børn

Barnets Blå Hus er et behandlingstilbud til børn og unge fra hjem med misbrugsproblemer. Foto: Jens Peter Engedal.

Blå Kors’ støttecentre for børn fra familier med misbrugsproblemer, Barnets Blå Huse, har modtaget en donation på 625.000 kr. fra Spar Nord Fonden til aktiviteter for børnene og undervisning af de frivillige.

I gennemsnit er der to børn i hver skoleklasse, som vokser op i hjem med alkoholmisbrug. De kæmper ofte med ensomhed, angst og depression. Ifølge statistikken vil omkring en tredjedel af dem selv udvikle et misbrug som voksne, oplyser Blå Kors Danmark, som tilbyder hjælp til børn og familier gennem Barnets Blå Hus.

”Det arbejde, der foregår i Barnets Blå Hus, hvor hjælpen både kommer fra ansatte og frivillige i en blanding af professionelle samtaler og fællesaktiviteter, er helt unik og har vist sig at være en rigtig god måde at hjælpe de her børn og familier på,” siger generalsekretær i Blå Kors Christian Bjerre, der er meget taknemlig for støtten fra Spar Nord Fonden.

I Spar Nord Fonden glæder man sig også over samarbejdet og muligheden for at kunne hjælpe udsatte børn i Danmark.

”Kan vi medvirke til, at børn og unge, som mistrives, får den hjælp, de har brug for og fortjener, er det oplagt at støtte netop den indsats, der gøres via Barnets Blå Hus,” siger Elisabeth Viksnins, der er Spar Nord Fondens kommunikationschef.

Der er en Barnets Blå Hus-afdeling i Frederikshavn, Aalborg, Aars, Svendborg, Slagelse og Rønne.