Instagrammable?

Hagen løftet og ansigtet lidt skråt vendt mod lyset. Et lidt forsigtigt smil. Fototake nummer 22. Nu er den der!

Ind på Instagram. Lysne fotoet og øge kontrasten. Skrue lidt ned for varmen og mætningen. Skriv en caption:

”Sidder lige og tænker over alt det, jeg har at være taknemmelig for. Det bli´r en go’ dag. #thankful #lifeisbeautiful #beyouself”

Ovenstående beskrivelse er meget realistisk. Men det er mest, fordi jeg ikke er helt så ung, som jeg føler mig. Hvis jeg havde været lidt yngre, havde jeg valgt ikke at dele det. For både indhold og foto skal i dag være topnotch, for at det er instagrammable.

Jeg er nok mere mombloggersegmentet. Der er rammerne en smule løsere, og dommen knap så hård.

Men hvis du er mellem 20 og 30 er der store chancer for, at du bruger ret meget tid på instagram, men ikke deler særlig ofte. Fordi du har fundet ud af, at risikoen ved at dele er større end fordelene.

Smerten ved ikke at få de likes eller kommentarer, du drømte om – og forestillingen om, hvad folk så har tænkt. Når de nu ikke liker.

Forestillingen bliver styrket af, hvor hårdt du egentlig selv dømmer de andre på Instagram. Dem, som ikke fanger jargonen eller rammer den rigtige vinkel og lyssætning. Dem, som ikke er interessante på den rigtige måde, når de deler det svære i livet. Dem, som Instagram får til at se lige så ynkelige ud, som du føler dig lige nu.

Jeg har både godt nyt og dårligt nyt til dig. Du er lidt ynkelig. Det er den dårlige nyhed. Den gode nyhed er, at det er vi allesammen.

Den allerbedste nyhed er, at du er elsket – ligesom Justin Bieber siger på sin instagramkonto. Ikke fordi du er perfekt, men fordi du er dig.

Det kan være svært at tro på. Men der er ingen skam i at have brug for at øve sig. Må jeg anbefale virkeligheden frem for Instagram? Den slår knap så hårdt.