Mesterværk!
Naturligvis er jeg forhåndsindtaget, da jeg har været fan siden 1984, men det er ikke alt, der har været lige godt undervejs. Som mange fans er enige om, er dette muligvis deres bedste album nogensinde!
Dette er ikke et gammelt, træt band, men et veloplagt, energifyldt band med en sprængfyldt portion gode, nye sange fordelt på pladen. Bandets 3. bassist, Perry Richardson, lægger en god bund. De andre tre er bedre end nogensinde. Lyden er perfekt. Stor ros til Michael Sweet som producer.
Med Strypers mange plader bag sig (mere end et dusin studio-albums + de “løse” live og ‘best of’) kunne man forvente endnu en metervare fra deres side. I de tidlige år var deres styrke det tostemmige guitarspil, harmoni-vokaler, klare evangeliske budskaber og gode vokaler; men lyden var ikke optimal. Guitarerne lød tynde, og der manglede bund.
Så skiftede de stil med en rå, upoleret lyd på “Against the Law” pladen. Pladen lød fantastisk, men det tydelige kristne budskab gik lidt af fløjten.
Herefter gik bandet i opløsning, og Michael Sweet gik solo. De prøvede at køre videre uden forsangeren, men det blev ikke til nogen indspilninger. Michael har altid været den primære sangskriver.
Efter nogle års pause blev de genddannet i 2005 med pladen “Reborn”, som også var et stærkt album. Det skulle egentlig have været endnu et solo-album med Michael Sweet, men han valgte at udgive det med Stryper-vennerne med en enkelt udskiftning på bassist-pladsen.
Siden da blev stilen en smule hårdere musikalsk. Det var som om, de skulle bevise, at de også kunne være med på lige fod med de nyere, hårde bands – og det kunne de og lavede flere gode plader, men deres varemærke som Stryper gik også lidt tabt undervejs i forhold til gode melodier.
Så da jeg hørte, at der var et nyt album på vej, forventede jeg en masse sange, der lød som noget, man havde hørt før på de sidste mange plader, og hvis vi var heldige 1-2 gode sange. Men disse forventninger blev gjort til skamme.
Elsker sangene: “Invitation Only”, “Do Unto Others” og “This I Pray.” Det er, som om de ikke længere behøver at bevise noget, men nu vil de (igen) bare lave god musik med gode budskaber.