ADRA Danmark modtager 28 mio. kr. til pandemi-ofre

Novo Nordisk Fonden og EU har bevilget støtte, som blandt andet skal gå til Yemen.

På billedet ses ADRA Danmarks partner ADRA Yemen i funktion i det nordlige Yemen, hvor mange kamphandlinger finder sted. Foto: ADRA Yemen

ADRA Danmark er for nylig blevet i stand til at række ud til et stort antal nye mennesker efter at have modtaget bevillinger fra Novo Nordisk Fonden og EU på samlet knap 28 millioner kroner.

De mange penge skal bruges til at hjælpe udsatte mennesker i både Yemen, Sudan og Syrien, oplyser ADRA Danmark.

Organisationens ønske om at gribe ind over for sultkrisen i Yemen og oplyse om effektiv Corona-forebyggelse har påkaldt sig Novo Nordisk Fondens opmærksomhed og støtte. Fonden har derfor doneret 982.987 kr. til et projekt, der skal give de allermest udsatte familier råd til at købe mad.

Med den spritnye donation kan ADRA Danmark nu hjælpe 135 husstande i Yemen med dels at få mere mad, dels at blive klædt på med viden om ernæring. I samme projekt indgår oplysning om forebyggelse af Corona-smitte.

Helt konkret giver ADRA Danmarks partner ADRA Yemen pengebeløb til udvalgte familier blandt landets allermest udsatte befolkningsgrupper.

Beløbene er beregnet til at kunne dække familiernes månedlige behov for mad, og projektet når ud til omkring 950 personer over de næste seks måneder.

”I ADRA mener vi, at direkte økonomisk støtte er den bedste måde, vi kan hjælpe på i en pandemi-tid. Folk har sværere ved selv at skabe sig et levebrød eller tjene til dagen og vejen, når Corona forværrer den i forvejen dårlige økonomi og infrastruktur i landet,” forklarer Adriana Ferracin Kleivan, der er humanitær koordinator i ADRA Danmark.

Kontanter til flygtninge og værtssamfund i Sudan

Med et beløb på cirka 11 millioner kroner fra EU’s Humanitære Kontor (ECHO) får ADRA Danmark nu også mulighed for at hjælpe hårdt ramte flygtninge i lejre i Sudan. Her har corona-restriktioner forværret folks muligheder for at tjene penge, så de kan få nok mad.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Derfor giver ADRA kontanter til udvalgte familier, heriblandt også sudanske husholdninger uden for lejrene, der er lige så hårdt ramt.

Sidst men ikke mindst har ECHO lagt ekstra 16 millioner oveni ADRA’s eksisterende arbejde i Syrien. Her støtter organisationen projekter både inden for Corona-forebyggelse, istandsættelse af vandsystemer og uddannelse samt støtte til traumatiserede børn.