Samtalebog om tro med skuespilleren Bodil Jørgensen og præsten Mikkel Wold

– Angsten bunder måske i det, at vi skal give slip. Det kan jeg huske fra min ulykke, hvor jeg lå i respirator og nok svævede mellem liv og død, fortæller Bodil Jørgensen i et kapitel om døden.

– Nu kommer der forhåbentlig mange ud af respirator igen efter behandling for covid-19, og de har haft nogle oplevelser, mens de lå der, som ikke er af denne verden, det er de simpelthen ikke.

Det at give slip ind i sådan en mellemverden, eller hvad jeg skal kalde det, er som at kaste sig ud uden at vide mere, uden net.

Jeg husker, at jeg kunne følge med i noget af det, der skete, og jeg tænkte: ”Jeg dør måske.”
I starten var jeg bange, men jeg måtte følge med eller svæve eller flyde …

Jeg så så mange smukke lilla blomster, rododendroner i hundredvis, som jeg sejlede rundt i. Og så var der nogle små dyr, der bed sig selv i halen. Det har jeg spekuleret meget over, hvad det mon skulle betyde.

Ormeslangen

– Ja, hvad var det, der bed sig selv i halen, hvad var det? spørger Mikkel Wold i bogen.

– Det var sådan en ormeslange, og det uhyggelige ved den var, at det blev ved, en mærkelig sammenblanding af noget kødeligt og åndeligt. Det kødelige havde en ende gennem den orm, men den blev bare ved med at bide sig i halen.

Jeg tænkte: ”Gå nu væk, nu har jeg forstået det eller set det.”

Og pludselig steg jeg til vejrs ud af hospitalssengen, og så hang jeg der, og der var seks meter ned, og jeg kunne se mig selv ligge på mit sygeleje – og jeg kunne se min familie, velkendte ansigter, der stod tæt omkring mig, og min mor og far. Mine forældre havde på det tidspunkt været døde i nogle år, og min mand sagde: ”Så. Nu er Bodil død.”

Jeg ved ikke, om det var tanker, eller hvad det var, men så faldt jeg tilbage i noget mørke og den der dunkende lyd.

Det var nok respiratoren, jeg kunne høre. Man kan høre sin egen vejrtrækning, forskudt ved siden af, og mit hjerte kunne jeg høre, tror jeg. For der var en lyd indeni, hele tiden. Og jeg havde en svævende følelse, men under pres, som under vand eller under jord. Under noget materie af en slags. Jeg kiggede ind i et tæt mørke, og jeg ville tilbage. Jeg ville tilbage.

Og så havde jeg pludselig denne her mærkelige følelse af, at Gud var i det mørke.

Det var en stor trøst, også fordi jeg kunne give slip. Jo mørkere det blev, desto mere turde jeg træde ind i mørket. Der var en mening. Jeg så ikke lys eller en beredt vej, tonestiger eller engle, men Gud var i mørket.

Fra da af havde jeg det, som om alt var, som det skulle være. Men det var ikke sådan, at fra da af gik det fremad, og alt vendte. Jeg ville bede fadervor, husker jeg, men jeg kunne ikke huske ordene.

– Kunne du ikke huske fadervor? spørger Mikkel.

Bad Fadervor som barn

– Ikke et ord … Jeg bad fadervor hver aften som barn, og i mange år var det en tryghedsskabende remse, jeg ikke helt forstod. Hvis jeg ikke havde mumlet den, så ville jeg gerne have, at min far lod døren stå på klem. Men når jeg havde bedt fadervor, fandt jeg fred i mørket på mit værelse, ligesom jeg igen mærkede Gud i mørket, da jeg lå i respirator, hvor jeg troede, jeg skulle dø.

Erkendelsen af det er en trøst for mig indtil næste gang, for der kommer jo en næste gang.
Det kan være, at der er masser af lys til den tid. Det ved man ikke. Men dengang var der bare mørkt.

Gud var i mørket

– Men du oplevede, at Gud var i mørket?

– Ja, i det mørke, hvor jeg ikke længere vidste, hvem jeg var. Jeg lå og tænkte: ”Er jeg mon en kvinde? Er jeg en mand? Har jeg børn?” Jeg var i sådan en svævende tilstand. Og jeg fløj og svævede eller flød. Og det har jeg også læst om flere steder, andre, der har haft de her nærdødsoplevelser, at meget af det, de oplever, er skønt og svævende og sugende og mørkt.

I lang tid efter havde jeg en stor lyst til at befri mennesker fra ormehalen, fra hamsterhjulet, så de kunne se livet med øjne, der kan se Guds herlighed.

– Når du siger det, så tænker jeg, det er udtryk for, at sanserne bliver skærpet for det, der er vigtigt, når man er så meget på nedtælling.

Hospicet i Haderslev

– Jeg besøgte et hospice i Haderslev i efteråret, det blev en eftermiddag, jeg aldrig glemmer. Vi sang og snakkede med personale og indlagte, det var sådan en eftermiddag af liv og i de smukkeste omgivelser. Patienterne havde udsigt til en eng, og der gik nogle sorte kvæg og en enkelt hvid, som de sorte havde slået en beskyttende ring om; det snakkede vi om, det sorte får, den hvide ko …

På et hospice gør man alt, hvad man kan, for at smertestille patienterne. Man forsøger at ramme et niveau, hvor de stadig kan deltage i livet, men er smertestillet.

Det er frygteligt at forestille sig at dø i smerte. Her er nogen, der tager dig i hånden, når du skal dø, som våger ved din side. Man rejser alene. Men man bliver fulgt hele vejen.

For noget tid siden fik jeg også lov til at følge en kvinde, jeg engang kendte, af sted, en ældre døende dame, i København.

Hun var min søns tidligere matematiklærer. Hun havde ingen familie i København. Jeg kendte hende ikke så godt, men det kom jeg til. Det var et levet liv, hun havde haft, med brændte broer og alt, hvad der nu hører til sådan et liv. Og det kunne jeg jo ikke hjælpe med, men jeg kunne følges med hende.

Der var desværre ingen præst, det ville hun rigtig gerne have haft. Men så læste jeg op for hende fra alle mulige steder i Det Nye Testamente. Og vi sang. Det var rigtig fint. Og hun følte sig klar.

Det var der, jeg kunne mærke hendes angst for at give slip, og så kunne jeg bare holde om hende og lægge armene om hende og følge hende. Hun var så lillebitte og tynd. Så sagde jeg: ”Nu flyver vi.” Og så pakkede hun sig ligesom lidt sammen i sengen, og så døde hun faktisk.

– Nogle mennesker dør med et andet menneske i hånden, og det, du beskriver, er vel også det, at selv der, hvor det menneskelige ikke kan nå dig, føler du dig mødt af Guds kærlighed. Men det, du selv oplever, når du ligger der og svæver mellem liv og død, er jo, hvis jeg forstår det rigtigt, at du føler dig grebet af Gud eller favnet.

Favnet og fundet

– Ja, favnet og fundet, og det var også en genkendelig følelse af at være tryg. Men det var en tryghed i dybt mørke, et mørke, vi ikke er herre over. Jeg var ikke længere herre over mit eget liv, og jeg skulle ikke forholde mig til et regnskab, hvor længe jeg skal leve. For det var ikke op til mig, om jeg levede en, to eller syv dage til. Det eneste, jeg skulle, var at give mig hen.

Håbet i mørket

Man har netop også brug for et håb om, at Gud er i mørket, når man ser lige ind i det, efter et pludseligt og ufatteligt dødsfald. For selvom døden nok er det eneste sikre i tilværelsen, kan den, som du siger, alligevel komme bag på os. Og døden kan være svær at forstå. En afgrundsdyb gåde.

Sådan havde jeg det, da mine forældre døde, selvom de var langt oppe i årene. De var der jo lige, og så var de der pludselig aldrig mere.

Og når nogen dør, mærker man netop, hvor kort livet er i forhold til den svimlende fornemmelse af evigheden.