Sexisme: Elsk synderen, men ikke synden

Af Iben Thranholm. Cand. teol., journalist og samfundsdebattør

Morten Østergaard kan ikke længere være leder af Det Radikale Venstre, fordi han for 11 år siden lagde en hånd på en ung kvindes lår, som hun selv fjernede. Kvinden hedder Lotte Rod og er i dag folketingsmedlem for samme parti.

Inden det skæbnesvangre gruppemøde i onsdags havde Morten Østergaard sagt undskyld til Lotte Rod, som tog imod undskyldningen.

Når Morten Østergaard alligevel er færdig som leder af partiet, skyldes det den videre håndtering af sagen og ikke selve hånden. Han forsøgte at skjule, at det var ham. Ingen i kongeriget kan længere være i tvivl om den sag. En stærkt bevæget Morten Østergaard måtte efter et syv timers langt gruppemøde, hvor han kæmpede for sit liv som formand, stille sig op foran et enormt presseopbud og bekende sin synd en gang til.

Jeg tvivler på, at det var gået Morten Østergaard anderledes, hvis han var stået frem fra starten af og ikke havde forsøgt at skjule noget. Han var blevet anklaget for sexisme alligevel. Når Morten Østergaard forsøgte at skjule sine misgerninger, var det fordi han vidste, at dommen over ham ville være nådeløs.

Vi er ved at udvikle en kultur, hvor man er færdig, hvis man laver en fejl. Det gælder i særlig grad hvad angår beskyldninger om krænkelser og sexisme, hvor en hånd placeret det forkerte sted for 11 år siden altså kan betyde, at en hel politisk karriere ramler sammen på få timer.

Men det gælder også i mange andre tilfælde. En forkert bemærkning på sociale medier, et ubetænksomt øjeblik eller en ikke helt velovervejet handling kan betyde, at man er ude i kulden resten af livet. Udstødt. Fordømt.

Den nye moraliseren, hvor man vil beskytte kvinder mod overgreb og sørge for, at alt går rigtigt til, bliver mere og mere umenneskelig. Mennesket er en synder og fejler hver dag. Derfor har vi brug for Guds tilgivelse, men også hinandens. I den kristne tro hedder det “elsk synderen, men ikke synden”.

Vi skal turde konfrontere hinanden med vores fejl, især hvis de er til skade for andre, men vi skal huske at elske synderen, som Gud gør, og give mennesker en ny chance, hvis de angrer og beder om tilgivelse.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvis vi skaber en kultur, hvor der er ingen nåde er for selv det mindste fejltrin, skaber vi helvede på jord. Så bliver det rå, ond magt, som kommer til at råde, og ikke kærlighed.

Det Radikale Venstre har altid arbejdet på at nedbryde den kristne kultur. Nu oplever deres egne medlemmer de fatale konsekvenser af det. Kirkens lære om det syndige menneske, der har brug for tilgivelse, har fremtiden for sig.