Talentfuld teenagers holocaust-dagbog
Efter årtier i en bankboks ser Renias Dagbog dagens lys – takket være hendes niece. Renias overlevende mor og søster magtede ikke smerten ved at læse i den, og selv dagbogens overlevelse er mirakuløs!
Poetisk dagbog med digte og drømme
Renias Dagbog er yderst velskrevet og poetisk med en ung polsk piges tanker, drømme, digte og masser om skole, veninder, spillet mellem piger og drenge. Især kæresten, som hun elskede lidenskabeligt, det blev gengældt og fylder meget! Måske dagens teenagere vil genkende alt dette!
Efterhånden som man læser ind i bogens lyse optimisme, trænger krigens gru langsomt ind, Dagbogen er Renias nærmesete fortrolige og får (næsten) alt at vide! Januar 1941: ”Når man skjuler sin krøllede dagbog fra sin mors strenge spørgsmål.
Når man synger kærlighedssange. Så er man 16 år” (s.95). Men uhyggen breder sig fra juni 1941 (Tysklands invasion), mens Renia fordyber sig i forelskelsen samtidigt med, at hendes poesi røber en fornemmelse af krigens dystre gang.
Troen på en trofast Gud
Sideløbende afspejler dagbogen en klippefast tro på Gud, som hjælper, som støtter og er trofast – selv til det sidste, da Renia indser, at hun måske ikke kommer til at overleve krigen.
Hun og familien var tvunget til at bo adskilt i et grænseland, så det er hjerteskærende at læse om Renias inderlige længsel efter sin mor, som hun dagligt påkalder, såvel som at hun dagligt beder til Gud mere og mere indtrængende. Det sker i håbet om, at han vil redde både hendes liv og hendes nærmeste familie samt hjælpe alle uanset de tiltagende trængsler.
Renia slutter: ”jeg kunne være bange nu, men den, som ikke forlod os dengang, vil også hjælpe os nu. Han vil frelse os.” og ”Gud, jeg lægger min skæbne i dine hænder” (s.312,313).
Dagbogens uddrag er fra 1939-juli 1942, hvor Renia som 18-årig dræbes med et nakkeskud, og kæresten skriver de sidste ord. Bogen beriges med et afsnit af holocaust-forsker Deborah E. Lipstadt, søsteren Elizabeth Bellaks efterord og noter. Søsteren fortæller historien om familiens situation dengang, og hvad der skete efterfølgende.
Elizabeth Bellak, deres mor samt Renias kæreste overlevede og kom til USA. Her ville de helst glemme deres traumatiske fortid, og de måtte leve videre med smerten ved at have mistet deres nærmeste familie i Holocaust.
