Børnene ingen hører om
Kristne børn regnes for intet i Pakistan, fortæller den danske hjælpearbejder Henrik Holm.
– Når der er tørke eller uroligheder eller naturkatastrofer i Indien eller Afrika, så hører vi om børnene og deres frygtelige forhold, men vi hører aldrig om de kristne børn i Pakistan. Deres tilstand er konstant.
Det siger Henrik Holm fra Love of God Ministry, som har været i Pakistan 3 gange og set, hvordan børnene laver mursten på lokale teglværk i op til 50 grader i direkte sol. Andre lever alene i gaderne og sover hvor som helst, uden ordenligt mad og med beskidt vand, som ofte fører til kolera.
Misbrug af børn og kvinder
– Når man er barn af kristne forældre, er man de laveste i et muslimsk land, man bliver regnet for intet. Specielt pigerne bliver mishandlet og misbrugt, så de er kun sikre i deres eget hjem. I skrivende stund har der lige været en sag om en 12- årig pige, som blev taget fra sine forældre og tvangskonverteret til islam og gift med en gammel muslim.
Eller et andet nyt eksempel: En ung mors bil går i stykker på hovedvejen, ud af den første bil, der stopper, kommer 2 mænd og voldtager hende for øjnene af hendes børn.
Muslimer må ikke drikke og spise sammen med kristne, så de kristne børn få intet at drikke hele dagen, mens de er i skole, skoler uden aircondition med op til 50 grader udenfor, forklarer Henrik Holm.
Fattige og syge
På grund af corona har det nu i 9 måneder været helt umuligt for forældrene at give deres børn den mad og lægehjælp, de har brug for, skriver Henrik Holm.
Han fortæller om 8-årige Mary, der lider af knogleskørhed, og om drengen Mathew:
”Mary har brækket ben mm. mange gange, siden hun blev født. Det medfører store smerter, og mange dage kan Mary ikke passe sin skole. Hun bor sammen med sin mor, far og 4 søskende.
Hendes far kan tjene penge til husleje, mad og tøj, men der er ikke noget tilbage til medicin og den diæt, som Mary’s sygdom kræver. Engang, da Mary havde brækket et ben, kunne hun ikke udholde smerten, så hun sagde til sin far: ”Far, bed Gud tage min sjæl fra min krop. Jeg kan ikke klare mere smerte”.
Når Mary er i skole, bliver hun drillet pga. hendes sygdom og krop. Lægerne vil gerne operere hende, når hun bliver 12 år, hvis der er penge til det. Indtil da har hun brug for medicin.
Mathew’s mor døde, da han var et år gammel, på grund af en hjerne-sygdom. Mathew’s ”kristne” far har aldrig villet have noget med ham at gøre, så da moren døde, var han overladt til sig selv. I Pakistan er der ingen sociale myndigheder, som gør noget for de kristne i sådanne tilfælde.
Mathew var heldig, at Kinza og hendes familie kendte ham, så de tog ham ind i deres familie, og han har nu boet hos dem i 2 år.
Mad til enke med 7 børn
Henrik Holm fortæller også om Jasica på 5 måneder, som har 6 søskende, hvoraf den ældste er 10 år.
”Jasicas far døde 2 måneder henne i graviditeten, så nu er hendes mor enke med syv børn. Ingen af dem kan arbejde. Lægen sagde at hun snart ville dø af underernæring, men så begyndte vi at give mælk og mad til hele familien. De var heldige, at deres nabo Maria arbejder for Love of God Ministry.”
Love of God Ministry
– Jeg ville ønske, at vi i Love of God Ministry kunne hjælpe flere, end vi kan i dag. Jeg ønsker, at sandheden om de kristne børn i Pakistan kommer frem, så de kan få den støtte og hjælp de har brug for, siger Henrik Holm.
Love of God Ministry består af Henrik Holm i Danmark samt 25 kvinder og mænd i Pakistan.
NGO’en samler penge ind i Danmark, og de unge mennesker laver mad eller deler mad ud i Pakistan. De har søndagsskoler og hjælper på alle tænkelige måder blandt de forfulgte kristne i Pakistan og deres børn, som ingen taler om.