Hvad er det vi er så bange for?

Hvad er det, vi er så bange for, at vi……

– Isolerer gamle mennesker på plejehjem uden ret til besøg

– Udsletter et helt erhverv fra den ene dag til den anden

– Lukker 7 kommuner af

– Investerer enorme summer af skatteborgernes penge i at reducere de 0,1% af verdens CO2 udledning som DK står for

– Giver en regering lov til at tilsidesætte selve grundloven

– Forbyder offentligt ansatte at ryge i deres egen have, blot fordi de er så uheldige at være offentligt ansat

– Bestemmer, hvad offentligt ansatte må spise på arbejde o.s.v.

Frygten for at miste kontrollen

Svaret er jo, at det vi frygter mere end noget andet er, at vi skal miste kontrollen – en kontrol, som vi har bildt hinanden ind, at vi besidder. Og det mest katastrofale er, at en meget stor majoritet af befolkningen også tror, at det forholder sig sådan. Men mon ikke vi må erkende, at det netop ikke er tilfældet?

Og vi har samlet set (medierne inklusive) mistet vores kritiske sans, og følger med som lemminger. Hvorfor? På grund af frygt!

– Vi har ladet os indbilde, at vi ved historisk store investeringer kan ændre på klimaet – uanset, at DK kun står for < 0,1 % af verdens CO2 udledninger.

– Vi har ladet os indbilde, at vi ved at begrænse borgernes bevægelses- og forsamlingsfrihed kan stoppe Corona-smitten på trods af, at vi har set, at det ikke er tilfældet – heller ikke i andre lande.

– Vi tror, at vi ved at udslette pelsindustrien kan kontrollere en muteret variant af Covid 19 virus og glemmer, at der findes mink i alle vores nabolande samt i naturen. Osv.

Danskerne er klar til en mere autoritær ledelse

Men det værste er, at vi blot retter ind. Vi accepterer, at de rettigheder, som vi hidtil har betragtet som grundlovssikrede, fjernes fra den ene dag til den anden. INGEN medier råber op og peger på det udemokratiske i det, der foregår. Vi demonstrerer for Black Lives Matter bevægelsen, – men at et helt erhverv udslettes, rører os ikke!

Vi er bragt til et stade, hvor vi er sovset så godt og grundigt ind i velfærdssnak og trygheds- narkomani, at vi er modne til en rolig overgang til en totalitær styreform.

Nej, ikke af en mand som Trump, men gerne af en blød overgang, måske en ”Biden klon” – det vil vi elske. Og ingen eller få vil gøre indsigelse. Og det er dramatisk.

Vi er nået til et stade, hvor betydningen af vores frihed og selvbestemmelse er minimal – den frihed som nogle under krigen gav deres liv for at bevare!

Hvordan er det kommet dertil?

Det er en lang udvikling, som formentlig er grundet på, at vi igennem flere generationer har fortalt vores skoleelever, at verden er kommet til ved en tilfældighed.

Og hvad har det så med sagen at gøre?
En hel del faktisk.

Hvorfor vi insisterer på at være i kontrol?

Jo, der er godt nok det ene mere fantastiske vidunder efter det andet i naturen, som gør denne tese utroværdig – tænk fx på, hvordan en sommerfugl bliver til. Men så fylder vi blot x mio. eller mia. år på, og så glider den ned.

Også det har vi evnet at bilde hinanden ind i en grad, så det anses for bevist.

Verden og alle dens utrolige vidundere – er opstået ganske af sig selv. Og det synes umiddelbart ganske smart, – for så er der jo ingen, vi skal stå til ansvar for engang.

Så kom vi af med Gud!

Det efterlader os så med bevidstheden om, at der ingen Gud er, som på nogen måde har styr på verdens gang.

Så vi er overladt til os selv. Vi må selv tage kontrol med alt, inklusive vejr, klima, energi, sygdomme osv. Vi kan ikke tillade os et øjebliks hvile – vi har allerede hørt mange gange, at det nu er for sent at ”redde” klimaet, og unge mennesker spørger forskræmt: ”Hvorfor tage en uddannelse, når jorden alligevel ikke står, når jeg er færdig?”

– Så langt er vi nået – og INGEN kritisk presse tør stille spørgsmål ved den dommedagspåstand. Var påstanden derimod kommet fra en religiøs sekt, skulle den nok være blevet manet godt og grundigt i jorden.

Overbevisningen om, at den Gud, som mennesket i > 2000 år har sat deres lid til, alligevel ikke eksisterer, og at alt derfor ligger på vores skuldre, har skræmt os til bestandig at ville kontrollere og forstå alt og derfor, – tror jeg, – at vi overreagerer.

Frygten fører til over reaktioner af hidtil usete dimensioner

Vi hører, at Covid19-virus nu har muteret, – ja men det gør mig bekendt også influenza-virus, endda hvert år. Og det har vi levet fint med i mange, mange år.

I 2017-18 var der ifølge SSI en influenza-relateret dødelighed på i alt 2822 personer. Men vi er vant til, at influenza tager en del liv hvert år, – så vi kunne ikke drømme om at lukke landet ned på grund af det. Og der var faktisk 7.667 patienter indlagt med Influenza, hvoraf 549 var på intensiv.

Til sammenligning har Covid 19 indtil nu (Ifølge SSI) forårsaget 4.015 indlæggelser, hvoraf 539 måtte på intensiv, og ialt 728 personer er afgået ved døden.

Hvordan kan denne statistik retfærdiggøre så dramatiske indgreb i vores borgerrettigheder, som ikke er set siden grundlovens vedtagelse?

Er der nogen, der tør svare uden at snakke udenom?

Regeringens enevælde må stoppes!

Jeg tror ikke, at regeringen har taget beslutninger ud fra en ond vilje, – men i god tro, for at beskytte befolkningen.

Men sagen er blot, at vi som befolkning helt ukritisk lader os rive med af frygten og derfor accepterer denne magtfuldkommenhed, som nu forlanger, at et helt erhverv skal udslettes.

Hvad bliver det næste – alt fjerkræ, der har fået fugleinfluenza, – og alle hunde der har fået…?

Er der mon nogen, der har tænkt de videre konsekvenser til ende? Og hvis man ikke er villig til at følge sporet – hvordan kan man så forsvare at udslette et helt erhverv?

Er det kun mink i bur, der skal lade livet? Hvad med dem i det fri, hvad med husmåren, skovmåren o.s.v.

Er der ikke brug for, at regering og folketing tager en timeout og genovervejer situationen, og at et folketingsflertal afskaffer epidemiloven allerede nu?

Der er ALT for meget magt lagt i hænderne på et parti, som kun repræsenterer ¼ af landets befolkning.

Det må stoppes!

Holdninger udtrykt i kronikker, debatindlæg og klummer er udtryk for forfatterens egen mening og ikke nødvendigvis Udfordringens.