Mission Øst hjælper fordrevne armeniere

Mange familier måtte flygte over hals og hoved, så de mangler nu selv de mest absale fornødenheder.

En skrøbelig våbenhvile mellem Armenien og Aserbajdsjan efterlader 75.000 fordrevne armeniere uden mad, tøj og mulighed for at modstå vinterkulde og COVID-19. Mission Øst går sammen med andre ngo’er for at hjælpe.

Efter en seks uger lang konflikt om den omstridte provins Nagorno Karabakh er der nu indgået en fredsaftale mellem Aserbajdsjan og Armenien med russisk mellemkomst.

Fredsaftalen betyder, at Armenien beholder området omkring provinsens største by, Stepanakert, og Aserbajdsjan fastholder kontrollen over den næststørste by, Shushi.

Aftalen indebærer også, at den bufferzone, som var under armensk kontrol og sikrede forbindelsen mellem Armenien og den armenske befolkning, nu er under Aserbajdsjans kontrol.

Selv om russiske tropper patruljerer grænsen og skal sikre armenske forbindelseslinjer, er usikkerheden stor og chancerne små for, at de over 75.000 armenske fordrevne tør vende tilbage.

Hjælp fra Mission Øst

Mission Øst er til stede i grænseområdet i det sydlige Armenien og forbereder en storstilet hjælpeaktion sammen med andre ngo’er. Indsatsen går først og fremmest ud på at sikre mad, tæpper, vintertøj og hygiejne- og beskyttelsesudstyr mod COVID-19.

Mission Østs grundlægger Kim Hartzner er lige kommet hjem fra Armenien og rapporterer om mennesker, der er flygtet over hals og hoved og nu mangler de mest basale fornødenheder.

Børn skjult i kirke

Han fortæller om Ashrin og Albert og deres to børn, der fik deres lejlighed i Shushi sønderbombet, mens de opholdt sig i beskyttelsesrum. Forinden havde de skjult deres børn i en nærliggende kirke, mens de var ude at købe mad, men også den blev bombet.

Børnene blev reddet ved et mirakel, da en ældre mand lagde sig imellem og tog imod de væltende murbrokker. Nu har familien fået husly hos en familie i den armenske hovedstad Jerevan.