Raymond og Birgitte fandt ud af, at de var pinsefolk

Oprindeligt var hverken Birgitte eller Raymond Marquard pinsefolk. Men de kan nu se tilbage på 20 spænd-ende år som forstanderpar i pinsekirken i Haderslev – samtidig med, at kirken fejre sit 90 års-jubilæum denne søndag.

Birgitte kom fra Indre Mission i Herning, Raymond fra Missionsforbundet, og han kom i KFUM & K i Hjordkær, hvor sekretæren Calle Thams dengang satte mange unge i brand for Jesus.

Birgittes og Raymonds forældre var tiltrukket af den karismatiske fornyelse i 1970’erne. De tog bl.a. på Betesdas bibelcamping i Vestjylland. Og her mødte børnene også hinanden.

– Jeg blev venner med Birgittes storebror, og senere flyttede jeg til Herning for at uddanne mig – og så måske også fordi hans lillesøster måske var interessant…, fortæller Raymond.

På opdagelse i pinsen

Birgitte og hendes brødre var begyndt at gå på opdagelse i pinsekirken i Herning. De havde stiftet bekendtskab med tungetale og andre nådegaver, og det blev der ikke talt så meget om dengang i Indre Mission.

– Jeg begyndte nu også at komme i pinsekirken. Jeg ville gerne det hele, men løb snart ind i det problem, at jeg ikke kunne få lederansvar, hvis jeg ikke var døbt (dvs. voksendøbt), fortæller Raymond.

– Vi vendte nu tilbage til vores rødder i Folkekirken og kom i missionshuset Betania.

I februar 1987 blev Birgitte og Raymond gift i Herning Kirke. Her viede den tidligere missionsforbunds-præst Herluf Kortegaard dem. Han havde læst teologi og var blevet sognepræst i Folkekirken i Ikast.

– Vi vidste, at han var en troende præst, og han havde, ligesom jeg, rødder i Missionsforbundet.

Dåben blev afgørende

– En aften talte en gammel indremissionær i missionshuset. Det handlede næsten kun om dåb og dåbspagt, men ikke om omvendelse. Han lagde så meget vægt på, at vi havde fået alting i barnedåben, at jeg tænkte: Nej, stop lige, det tror jeg nu heller ikke på.

Jeg er meget glad for det, som Luther fandt frem til om retfærdiggørelse ved tro. Men jeg vidste også, at det i Ny Testamente ikke stoppede med det. Hvad med det Jesus siger om at døbes med Helligånd? Hvad med nådegaver og tjenestegaver?

Så jeg var nu nødt til at sætte mig grundigt ind i dåbs-teologien, som jeg ellers ikke havde tænkt meget på. I Missionsforbundet accepterede man jo både barne- og voksendåb. Jeg sad på biblioteket i tre dage og studerede.

Jeg vil gerne sige, at jeg respekterer, at andre har et andet dåbssyn, men selv nåede jeg frem til, at jeg ville døbes – eller gendøbes, som man dengang kaldte det i IM.

En skummel baggård

Raymond havde først tænkt sig at blive socialpædagog, hvor han kunne hjælpe mennesker i krise.

Men for at tjene til føden var han også lærervikar. Og første gang, han stod i en klasse, mærkede han, at det med at undervise, det kunne han. Så han gik i gang med en læreruddannelse.
Men han var utilfreds med lærerseminariet i Herning.

– Jeg kunne ikke acceptere, at der ikke blev gjort noget ved undervisningen i fysik. Til sidst blev der fundet en ordning, så jeg kunne blive overflyttet til lærerseminariet i Haderslev. Birgitte tog så HF på VUC.

Vi opsøgte nu den lokale pinsekirke, som dengang lå i en gammel bygning i en skummel baggård.

Det kan ikke være her, tænkte vi. Men vi kunne høre, at der blev sunget ovenpå, så vi gik derop, og det viste sig, at menigheden hver onsdag havde bønne-samling.

Vi blev så godt modtaget af de lokale, at vi straks følte os hjemme.

Pionérer og forstandere

Inden længe var Birgitte engageret i børnekirke og jeg i teenageklub og radioarbejde. Senere kom jeg med i ældsterådet og alt andet, man kunne være med i.

– Vi var også 2-3 år udsendt til Vojens, hvor vi forsøgte at starte et pionérarbejde op. Men jeg fik job som lærer i Vejen, og vi flyttede tilbage til Haderslev.

Nu besluttede den tidligere forstander, Andreas Christiansen, at gå af. Normalt ville man så søge efter en ny forstander udefra, men Andreas sagde til menigheden, at ”I har allerede manden”.
Raymond og Birgitte blev nu forstanderpar i Haderslev.

Historiens vingesus

Menigheden har nu eksisteret i 90 år. Den opstod omkring 1930.

Tre familier i Halk blev grebet af pinsebudskabet og begyndte at mødes. Senere holdt de offentlige møder i amtsbanegårdens ventesal, og menigheden voksede og slog sig nu ned i Haderslev.

Efter 24 år i forskellige lejede lokaler, købte man en bygning i centrum.

Mødesalen var oprindeligt indrettet af en lokal humøopatlæge, som holdt møder for Plymouth-bevægelsen, en frikirke, som bl.a. er udbredt på Færøerne. Nu blev mødesalen og et par andre bygninger mødested for pinsefolk de næste 50 år.

I 1980’erne brugte især de unge tusindvis af timer på Haderslev Kristne Nærradio.
Menigheden har i dag omkring 150 medlemmer, foruden en del løse gæster. Og for tiden sendes alle gudstjenester også ud på internettet.

Aktiv – men få resultater

– Menigheden var meget aktiv. Man arrangerede korstog og påskeoptog gennem gågaden, holdt friluftsmøder i Damparken, arrangede Impact World Tour for unge, gik på gademission, og alligevel fandt folk ikke vej til vores lille kirke på gågaden Ved Stormklokken.

De første par år brugte jeg på at rydde op i gamle sager, og så gik vi i gang med at snakke om, hvad vi ville fremover.

Vi ville ikke bare fortsætte det gamle. Vi ville gøre noget, der fungerede. Finde et sprog, der passede til vores tid.

Multihuset

– Vores børnearbejde var ved at sprænge rammerne, så vi blev enige om at finde et nyt og større sted.

Vi købte en tidligere trælasthandel i den sydlige bydel, som vi overtog og byggede om til Multihuset i 2005.

Her er masser af plads. Og det er helt bevidst at vi har store glasruder, så folk kan se os.

– Multihuset ligger jo i udkanten af byen, mens I tidligere lå i centrum. Mistede i ikke kontakten med befolkningen?

– Nej, vi fik faktisk mere kontakt. Vi har haft kontakt med boligforeningen, været med til bydelsfest, holdt cykelmarked, en periode havde vi klub for børn og unge hver dag, vi har været med i kirkedage, holdt vælgermøde og har snakket med de bilforhandlere, som ligger lige omkring os, argumenterer Raymond i sit hurtige tempo.

En lærer i kirken

Raymond er som forkynder kendt for at være ”lærer” – også i åndelig forstand. En af de fem tjenestegaver, der nævnes i Ny Testamente, er lærer. De andre er apostel, profet, evangelist og hyrde. (Ef.4,10-13).

Han elsker at fordybe sig i et emne og undervise om det. Derfor er hans prædikener ofte lidt længere, end det ellers er normalt i folkekirken, men de er pædagogisk bygget op med brug af powerpoints og videoindslag, ligesom han frimodigt bruger sin ekstroverte personlighed til at fange og engagere publikum.

Birgitte er ofte mødeleder og er med i lederskabet.

Raymond er selv 54 år og Birgitte 52 år. De har tre vokse børn, hvoraf de to – Simon og Maria – stadig bor i Haderslev og er aktive i kirkens lovsangs-gruppe. Den tredje, Alex, bor i Aarhus.
– Hvis du skulle skrive en bog om dit liv, hvad skulle titlen så være?

– Den skulle hed ”Øh – hvordan kom jeg her” – for jeg forstår ikke, hvordan det er gået til. Men jeg er sikker på, at Gud er med i det. Og det er ikke min fortjeneste, men skyldes blandt andet alle de mennesker, der engagerer sig i menigheden, slutter Raymond.