De ti bud – og I. C. Christensen
Svend Aage Nielsen, forfatter
Lars Murersvej 8
6990 Ulfborg
Mads Fugledes ord i Udfordringen den 13. december kan tyde på, at der er en bedre erkendelse på vej i Venstre, at uden Kristendemokraternes stemmer – midt i dansk politik – er der ingen chance for et regeringsskifte efter et kommende valg. Om Kristendemokraternes kandidat i Ringkøbing-Skjern-kredsen, Kristian Andersen, siger Mads Fuglede:
”Han er et menneske med nogle rigtig gode værdier, og jeg håber, at han får et rigtigt godt valg, og det håber jeg egentligt også, at hans parti gør.” Det er nye toner fra Venstre, der synes at være på vej til en bedre holdning til Kristendemokraterne. Men i holdninger står Kristian Andersen tættere på Venstres store leder for godt hundrede år siden, I. C. Christensen, end Venstre gør.
I. C. Christensen præciserede, at et ret samfund må hvile på respekt for De ti Bud. Herunder det 5. bud: ”Du må ikke slå ihjel.” Det forklarer Luther ”… at vi ikke gør vor næste nogen skade eller fortræd på liv og legeme…”
Skønt et vordende barn er dets mors nærmeste næste, så har det siden 1973 været lovligt at kunne gøre dødelig ende på dets liv det i dets første 12 uger. Der har ikke været et eneste initiativ fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og nu også Nye Borgerlige mod, at ca. 15.000 fostre årligt ikke har fået lov til at leve.
Det har medført, at kurven over fødte i Danmark i siden 1973 er nedadgående. Når to forældre i snit får 1,7 børn, kan Danmark ikke fungere ved egen befolkning alene. (Forkortet, red.)