Flere vil bede for mission

Lærernes Missions Forening samler stadig folk til bøn for arbejdet i ydre mission.

Dorthe Skov-Østergaard. Foto: Per Dahlerup

”For de gamle, som faldt, er der ny overalt,” skriver bestyrelsesmedlem i Lærernes Missions Forening Dorthe Skov-Østergaard.

Den tidligere formand for LMF har ofte hørt folk sige, at ”tiden er løbet fra kredsene”, hvor folk mødes for at bede, og at der ”snart ikke længere vil være noget, der hedder LMF”. Men der er nye spirer på det gamle træ, selv i corona-tiden, understreger hun.

For nylig fortalte en kredsformand, at hun var nødt til at stoppe på grund af sygdom.

”Hvad skulle vi gøre? Var der nogen, der magtede at fortsætte lederskabet?

Jeg følte, at det kunne ikke være rigtigt, at vi blot skulle lukke, uden at noget andet var forsøgt. Jeg tilbød derfor, at vi kunne have kredsen hos os, og at jeg gerne ville forsætte som formand, hvis det kunne hjælpe kredsen videre.

Folk vil så gerne mødes

Jeg tænkte, nu må vi se, om man orker at køre til Nivå, og om man tør mødes i disse Corona- tider. Det gjorde man, og vi taler hver gang om forsvarligheden i at mødes. Men man vil bare så gerne mødes.

Jeg har kontaktet andre, som kunne være interesseret i mission, om de har lyst til at deltage.

Nogle er lidt tøvende for øjeblikket, hvilket er forståeligt nok. Andre kommer, når de har mulighed for det. Alligevel mødes vi 10-14 mennesker hver måned. Jo ordene ”Jeg vil gå foran dig og lede dig”, hører jeg ofte i mit indre.

Det gamle træ, hvis rod er plantet i Guds jord, får stadig nye blade og grene. Bed og tro – og Gud vil gå foran dig,” slutter Dorthe Skov-Østergaard.