Min mand vil ikke tale om uløste konflikter

Kære Poul Henning

Jeg skriver, fordi min mand og jeg er uenige. Vi har et godt ægteskab, men at berøre dybe og følsomme temaer er svært for os. Min mand bliver helt træt, når jeg tager gamle til dels uløste konflikter op. Når jeg afspiller ”film” af den kategori, udløser det ofte problemer. Desværre er min hukommelse ganske god, og svigt står lysende klart.

Han siger, at det har vi glemt, nu må vi gå videre. Han citerer Bibelen med ord som ”Guds nåde er ny hver morgen” og ”lad ikke solen gå ned over vores vrede”. Han er tydeligvis gået videre, hvilket jeg ikke er. Jeg har tænkt, at jeg vil skåne ham og blive bedre til ikke at tage dårlige oplevelser op.

Det virker imidlertid ikke. Det ender med, at jeg får det dårligt, og så får han det også dårligt. Hjælp!

Kærlig hilsen De frustrerede Lone og Ebbe

Kære jer

Tak for jeres ærlighed. I skubber ikke noget ind under gulvtæppet – tak.

Vi har alle brug for nåde over nåde og al sandhed serveret i en nådig sandwich. Bøffen er sandheden og brødet over og under bøffen er nåden. Lige her går I jo desværre ikke i takt.

Tiden læger ikke alle sår

Det er imidlertid vidunderligt med kriser, idet de danner grobund for vækst. Det første der står klart er, at når gamle konflikter dukker op igen og igen, er det fordi, de ikke er blevet ordentlig løst. Et sår med løbende pus skal ikke løses med et plaster og en glad fløjtetone på melodien – ”den gang jeg drog afsted, min pige ville med”.

Du, Ebbe, må konstatere: Din pige vil ikke være med til det her. Du skal lytte, ikke fløjte og ikke gå videre, før I sammen kan gå videre. Det tager tid. Længere tid end de fleste – ofte mænd – forestiller sig.

Først når hjertet er tømt, holdninger er kommet frem, følelserne er udtrykt, og alt gensidigt er modtaget og forstået, kan heling finde sted. Tiden er en hjælper, men tiden læger ikke alle sår. Et sår skal renses. Det heler fra bunden. Arret er ok, men løbende pus år efter år skal der tages hånd om.

Selvopfyldende profetier

Grundlæggende tænker jeg, at I må skelne mellem dybe svære temaer og de små smuttere, vi i det daglige alle kender til.

De små smuttere omkommer i kærlighedens miljø. De danner basis for en undskyldning her og nu, vi løfter hatten og går glade videre. De passer fortrinligt til de to bibelvers, I citerer.

De dybe svære temaer er noget andet. De er blevet dybe og svære, fordi livet også kan være svært. Temaerne er ofte fyldt med tillægshistorier, som desværre til fulde passer til alle forudindtagne negative antagelser. Du, Lone, finder det, du søger.

Temaer kan blive til selvopfyldende dårlige profetier: ”Ja, jeg tænkte det nok…”. Her må du, Lone, også passe på, for negative antagelser er ikke godt. At temaerne er dybe og gamle fortæller, at det ikke lige kan klares med en undskyldning. Det kan virke for let, som om undskyldningen giver lov til at gå videre uden læring og ønske om forandring.

Det er stort, at I arbejder med det her. Mange undgår nemlig disse minefelter, dermed bliver livet og relationen formindsket. Fællesmængden i ægteskabet bliver for lille, hvis vi bare passer os selv og undgår det svære.

Vi har en frelser

Det dybe forbinder os på en forunderlig og afgørende vis. Sig derfor Gud tak. Tænk, at noget svært er afsløret i en sådan grad, at I vil forandring. Jesus – lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, lod sig føde. Hvilken glæde, at vi har brug for en frelser, også i de dybe temaer og dybe relationer. Glædelig jul.

Kærlig hilsen
Poul Henning