Oplevelser med fangekoret

Ikke færre end 120.000 publikummer er det blevet til i årenes løb. Og budskabet, som det udleves af Fangekoret, handler måske allermest om, at vi alle er Guds børn, og at alle derfor ”er gode nok” i Hans øjne.

Det er Fangekoret, vi taler om – ikke Verdis, men Vridsløselille Statsfængsels. Adressen er en anden idag, men både idéen og den praktiske udførelse lever fortsat i bedste velgående.

Og det gør den i høj grad i kraft takket være en stædigt insisterende stifter og leder, Louise Adrian.

Gennem nu over 25 år har hun igen og igen oplevet, at mennesket er meget mere end sin kriminelle handling. I sit musikalske virke med indsatte har hun igen og igen oplevet, hvor meget potentiale de har, hvis de har viljen til forandring og ellers får støtte og hjælp til at vende tilbage til samfundet igen.

Om dette vigtige arbejde har hun nu udgivet sine erindringer. Med masser af anekdoter og indsigter, positive som mindre positive. Både i bogen og i selve arbejdet bringer hun konstant sig selv i spil på en ganske befriende måde.

Og udenom selve den inderste kerne: Fangekoret selv, møder vi også de med-agerende: fra rigide regelryttere til velvillige fondsbestyrelser med hjerte og forståelse for hendes sag.

Vidste man det ikke i forvejen, demonstrerer denne engagerede og engagerende bog det. Louise Adrian er ikke på arbejde. Hun er på en mission. Tro, håb, kærlighed, tillid, tilgivelse. Det er der altsammen!

Tilsat en fin dosering humor og selvironi. Og med digteren Inger Christensens smukke, poetisk pragtfulde paradoks som bag-ord: ”Der er ingen, man ikke kan hjælpe, selvom det er umuligt.”

En oplagt gavebords-inspiration i netop denne tid. Må den blive kendt og udbredt i vide kor-kredse over det ganske land. Tak for indsatsen. Pengene ligger i vinduet.

Louise Adrian: ”Mit liv med Fangekoret.”
213 sider (ill.). 195 kr.
Forlaget Indefra