Vestjyde bliver lærer på KFS’ ledertræningscenter

Jesper Smed Risbjerg.

Fra august 2021 vil elevholdene på LTC få undervisning i bibelfag af Jesper Smed Risbjerg. Han er cand.theol. fra Aarhus Universitet og har været ungdomspræst i Herning Bykirke.

Forstander Peter Leif Mostrup Hansen er begejstret over ansættelsen.

”Jesper er et herligt menneske og en dygtig teolog, der i høj grad brænder med på KFS’ vision om at kende Jesus og gøre Jesus kendt. På LTC får vi her en lærer med en dyb og bred viden og desuden erfaring som forkynder og ungdomspræst. Han har virkelig meget godt på hjerte og formår at formidle det kompetent og nærværende.”

Teolog, vestjyde og gift med Christina

Jesper er opvokset i Tarm i Vestjylland, har studeret teologi på Menighedsfakultetet og blev i sommer cand.theol. fra Aarhus Universitet. Han blev gift med Christina Smed Risbjerg i 2019, og de har boet i Herning, hvor han har været Ungdomspræst i Herning Bykirke sideløbende med kandidatuddannelsen i Aarhus.

”I min gymnasietid – eller egentlig HF-tid – var jeg glad for at være knyttet til KFS, fordi jeg oplevede, at KFS på en særlig måde henvendte sig til den situation, det er at være gymnasieelev.

KFS var med til at udruste mig både i mit personlige kristenliv, men også til at tale tro med kirkefremmede medstuderende. Derfor ser jeg også meget frem til at skulle arbejde konkret med på den mission, når jeg skal undervise på LTC.”

Han beskriver LTC som et ressourcecenter og et hjem, hvor eleverne udrustes og ’fyldes op’, inden de sendes ud. Og han fremhæver kombinationen af undervisning og teamperioder.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med mission i en kontekst, hvor undervisningen og hverdagen er præget af, at LTC’erne også skal afsted på teamperioder. Det giver en rigtig god vekselvirkning, hvor jeg også både personligt og i min undervisning præges af de mange input, LTC’erne får med hjem, når de har været afsted,” siger Jesper.

Han omtaler LTC som et tæt fællesskab, hvor man kan hjælpe og støtte hinanden og ser frem til at ”vandre sammen med LTC’erne og sammen blive klogere på både Bibelen, Gud, verden omkring os, vores medmennesker og os selv.”

Til foråret skal Jesper gå på pastoralseminariet i København.