Anne-Lise forkynder stadig med glæde

En gang missionær, altid missionær. Sådan er det for Anne-
Lise Løbner-Madsen og hendes mand, Peter, selv i en høj alder. Anne-Lise er netop fyldt 85 år fredag den 29. januar 2021.

Hver uge laver de en lille lyd-andagt sammen med datteren Lena Løbner og sender den ud på e-mail til interesserede.

Anne-Lise lever missionærlivet videre, selv om hun for længst er gået på pension. Står op tidligt om morgenen for at bede og lytte til Gud, beder sammen med Peter efter morgenmaden for familie, venner, bekendte og så mange mennesker, de kan komme i tanker om fra 55 års missionsgerning i Tanzania, Kenya, Uganda og Israel.

Derefter skal de naturligvis følge med i de seneste nyheder i fjernsynet, inden hun går i gang med mails og telefonopkald. Anne-Lise og Peter modtager stadig mange henvendelser fra deres store netværk af mennesker herhjemme, som søger råd og vejledning.

Kaldet driver værket

Alder er ingen hindring, og det er et skrantende helbred heller ikke. Der er en indre drivkraft, som kommer af det kald, hun fik allerede som 13-årig.

Familien kom jævnligt i Frelsens Hær i Middelfart, hvor Anne-Lise overgav sit liv til Gud og derefter kun havde ét ønske: At tjene Gud. Hun havde allerede som 7-årig skrevet til sin onkel, Johannes Løbner, der var missionær for Brødremenigheden i Tanzania, om ikke han kunne bruge en pige som hende dernede.

Nu havde hun fået en bibel og en lille boks med såkaldte mannakorn, dvs. små sedler med skriftsteder, man kan trække. Hun bad Gud om at give hende et ord, trak derefter tre mannakorn, der alle handlede om ”hedninger”, dvs. alle ikke-jøder. Hun slog det første op og læste:

”Jeg gør dig til hedningelys…” (Es. 42:6). Kan det være rigtigt? Hun bad om endnu et ord og trak Ap.G. 26:17, der siger, at Gud vil sende hende til hedningerne ”for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys…” Det var næsten for meget, så alle gode gange tre trak hun endnu et ord fra bunken af mannakorn:

”Så skal I da vide, at denne Guds frelse er sendt til hedningerne; de skal også høre om den.” (Ap.G.28:28).

Ildskrift i hjertet

Anne-Lise blev overvældet af glæde og skyndte sig ud til sin far og fortalte, hvad hun havde oplevet. Faren brød i gråd og fortalte hende, at da de ventede hende som det femte barn i familien, vidste de ikke, hvordan de skulle få tingene til at hænge sammen. Da sagde de til hinanden: ”Vi lægger hende i Guds hånd. Han må få hende, bruge hende og sørge for hende!”

– De ord står stadig med ildskrift i mit hjerte, fortæller Anne-Lise Løbner-Madsen, da vi møder hende i hjemmet i Gørløse ved Hillerød.

Hun mødte Peter som 14-årig, de bliver forelskede, men et forhold bliver det først seks år senere, da de bliver gift og i årene efter får to drenge.

Det viser sig, at Peter også bærer på et kald til missionsarbejde, så da Ulla og Alfred Jensen fra Tanzania besøger deres kirke i Lyngby og fortæller, at de mangler hjælp derude, rammer det parret midt i hjertet.

Tingene lægger sig til rette, og kort tid efter – i 1963 – befinder familien sig på en oceandamper gennem Suez-kanalen på vej til den tanzaniske havneby Dar Es Salaam.

– Ombord i en lille båd ind mod havnen fortæller Alfred, at han og hustruen flytter til en større by 100 kilometer væk fra missionsstationen i Sanjaranda, fortæller Anne-Lise.

Men de skulle nok få hjælp af hans forældre, tidligere kinamissionærer Axel Jensen og hans hustru, som var på stationen, lover han.

– Axel lærte os at være missionærer! Han tog Peter med ud i skovene for at synge og prædike, mens jeg drev en lille klinik og samlede kvinderne til sykursus. Samtidig læste jeg op fra Bibelen på swahili, som vi havde lært en smule af på et kort sprogkursus.

– Efter en tid fødte jeg en dejlig datter Lena, så nu havde vi tre ønskebørn.

Begynd med Gud

På den tid var det ikke almindeligt med kvindelige forkyndere. Et par misforståede vers fra Paulus og en mandsdomineret kultur gjorde det svært for kvinder at få udløb for deres kald.

– Jeg har aldrig forstået, at når man har fået et kald, hvorfor man så ikke må bruge det? reflekterer hun i dag, hvor der heldigvis er kommet mere ligestilling i kirken.

Men ude i landsbyen opstod dilemmaet: Hvordan være mor for børnene og samtidig prædike i kirken, lære kvinderne at sy og lære evangelisterne at spille guitar?

– Jeg var helt forvirret og bad til Gud. Da hørte jeg tydeligt hans stemme: ”Begynd med mig, støt din mand, tag dig af dine børn, og gør alt det andet bagefter. Så vil jeg gøre det let for dig!”

Og sådan gik det. Det blev let. Anne-Lise fangede sproget, holdt kvindemøder og gik fra hytte til hytte og delte evangeliet.

– Det var ikke svært. Når blot jeg huskede at stå tidligt op om morgenen, smiler Anne-Lise.

Gud tog krykkerne væk

Men omstændighederne var svære. Børnene blev ofte syge, og økonomien skrantede. Især da man i et halvt år ”glemte” at sende penge ud fra Danmark.

– Men Gud sørgede for os. Naboerne kom spontant med æg og spurgte forsigtigt, om det var noget, vi kunne bruge. Ja! sagde jeg og takkede Gud for bønnesvar.

– Landsbyens høvding var ude at jage, sigtede på et rådyr og skød det. Da han kom frem og skulle samle det op, lå der to rådyr! Da lød der en stemme i ham: ”Du skal give det ene til missionæren!”

Den første periode på fire år var fyldt med både glæde og store udfordringer. Men en bibelskole blev startet, evangelister uddannet, nye såkaldte ”udposter” oprettet og kirker bygget.

– Efter den første periode sagde Gud til mig: ”Jeg har taget jeres krykker væk, men fra nu af skal I ikke mangle noget!” Og vi kan sige, at han har holdt ord. Vi har haft mange andre prøvelser, men ikke økonomiske. Gud har været trofast i alle årene.

Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen har været missionærer i sammenlagt 55 år, først 12 år i Tanzania, derefter 8 år som præstepar i Danmark, så flere år i Kenya og siden Israel, hvor de især har støttet børnehjem og andre sociale projekter.

Underviser med glæde

Det er ikke længere et spørgsmål, om man må forkynde og undervise, når man er kvinde.

– En periode underviste vi på en bibelskole i Kigoma i det nordvestlige Tanzania. Peter underviste mest, og jeg delte mit vidnesbyrd. Da lederen mærkede, at jeg holdt mig tilbage, sagde han: ”Giv os bare alt det, du har på hjerte!” Det satte mig fri til at undervise med glæde!

Hjemme i Gørløse ligger der nu bunker af notesbøger med hendes prædikener og undervisningsserier gennem alle årene.

Anne-Lise Løbner-Madsen er kommunikator til fingerspidserne, og det mærker computeren på hendes skrivebord også. Hun har hele 32 bøger bag sig om både oplevelser og opmuntringer fra et langt missionærliv. Bestselleren er ”Mirakler i mit liv”, som er udkommet i flere oplag og nu bliver genoptrykt hos SAXO.

Selv om kræfterne ikke er de samme som før, gælder det stadig: En gang missionær, altid missionær. Gud fortryder jo ikke sit kald!