De tre fortolkninger af Højsangen i Bibelen

Der findes 3 forskellige hovedfortolkninger af Højsangen.
De to første fortolkninger anser Kongen og Hyrden for at være den samme person. Hele historien er en ren idyllisk forelskelse uden rival, og det ender med et lykkeligt ægteskab.

1) Den første fortolkning

– er en allegori, som har en åndelig betydning.
Det er den fortolkning, som har været anvendt gennem de fleste århundreder af både Synagogen og Kirken.

Det er en idyllisk kærlighedshistorie mellem Jahve og hans folk Israel eller mellem Herren og hans Kirke.

2) Den anden fortolkning

– fastholder tekstens jordnære betydning. Den har vundet indpas i Kirken gennem de sidste to århundreder.

Det er en romantisk historie om en idyllisk forelskelse mellem kongen og hans hyrdinde; mellem en mand og en kvinde.

I nogle jødiske sammenhænge blev Højsangen sunget flerstemmigt i forbindelse med bryllupper og andre sammenkomster.

3) Den tredje fortolkning

– er anderledes end de to første, da den fremhæver forskellen mellem Kongen og Hyrden, som begge er forelsket i Hyrdinden.

Her udspilles det store melodrama, som går ud på at vise, om Hyrdinden kan fastholde en helhjertet kærlighed til sin Hyrde. Det er denne fortolkning, jeg har gjort mig til fortaler for, og som jeg kort har introduceret i afsnittet om ”Højsangens oprindelse”.

– Den første kendte forfatter, der beskæftiger sig med differentieringen mellem Kongen og Hyrden, er den tyske teolog Johann Freidrich Jacobi (1771), som nævnes af datidens bibelforskere.

Akter og scener

– Den tyske orientalist og teolog H. Ewald (1803-1875) anvender Jacobis differentiering i digtets forskellige faser. Ewald opdeler Højsangen i akter og scener for at anskueliggøre Hyrdindens mange samtaler.

I nogle samtaler skal Hyrdinden lytte til Kongens forførende tilnærmelser. Hun giver ham svar ved at tale om Hyrden, hun er forelsket i. Andre gange taler hun direkte til Hyrden, som om han var til stede. Kongen taler aldrig til hende om Hyrden, selv om de begge taler om kærlighed.

Så det fornemmes, at de er i dialog med hinanden uden at kommentere på hinandens ytringer. Det kan virke fremmed for os, men det er Hyrdindens effektive ”taktik”.

I hendes indre stadfæstes kærligheden til den elskede Hyrde undervejs.

Andre gange befinder hun sig i haremmet med pigerne, hvor hun beskriver de syner og visioner, hvor hun møder sin elskede Hyrde. Hun siger det selv i Højs 5,2 ”Jeg sov, men mit hjerte var vågent”, et udtryk som nærmer sig en form for ekstatisk drøm.

Men Ewald står uforstående over for Højsangens slutspurt. I historiens allersidste vers siger Hyrdinden til sin elskede, Højs 8,14, ”Løb min elskede, som en gazelle, som en hjortekalv hen over balsambjergene”.

Er det virkelig sådan, man afslutter en melodramatisk roman? Hyrdepigen har gentagne gange sagt til sin Hyrde ”Kom”, under hele forløbet. Skulle hun så til sidst sige ”Løb” til ham, da han endelig var hos hende?

Ewald gør et stort arbejde, men løser ikke de sidste gåder.

Kulisser

– Den franske orientalist Ernest Renan (1823-1892) – som er inspireret af Ewald – iscenesætter dramastykket ved at forestille sig de manglende kulisser, som skulle danne rammen for aktørernes fysiske udfoldelse. Han ser Hyrden have fysisk adgang til slottet for at besøge sin kæreste.

Men det forudsætter, at Kongen skulle tillade en uønsket rival i sit palads.

Det virker usandsynligt. Vi husker, hvordan Kong David handlede, da han begærede Batseba (Salomos kommende mor) og sørgede for, at hendes mand blev dræbt, for at kunne ægte hende (2 Sam 11-12 og Højs 3,11).

Renan bryder desværre med sandsynlighedsadfærden, når han mener, at Hyrden kunne optræde fysisk i Kongens palads.

Gåderne

– Den schweiziske teolog, Frédéric Godet (1812-1900) fortsætter Ewalds differentiering mellem Kongen og Hyrden og løser gåderne i Højsangens sidste kapitel. Han henter inspiration hos den kendte jødiske historiker Josefus Flavius (37-103), som giver ham vigtige oplysninger omkring Kong Salomo og hans digte:

”Ifølge fønikiernes fortællinger var Kong Salomo god ven med Kong Hiram fra Tyrus. De havde den underholdende skik at sende gåder til hinanden.

Taberen skulle betale modstanderens gevinst. Den første tid var Salomo den dygtigste, indtil Hiram fandt Abdemon i Tyrus, som kunne løse alle gåderne, som kom fra Jerusalem, og som selv digtede gåder, som overgik Salomos visdom.”

Gåder blev anvendt på Salomos tid. Det var en guldalder, en tid med fred. Desperate bønner var ikke længere en nødvendighed, som på Davids tid, hvor man komponerede Salmernes Bog.

Visdomslitteratur

I Salomos fredstid var den retoriske visdomsmeditation i højsædet. Her komponerede man Jobs Bog, Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog og Højsangen.

Ja, man kom fra verdens ende for at hente visdom i Jerusalem (1 Kong 5,14). Selv den etiopiske dronning udfordrede Salomo med sine gåder. Men Salomo løste dem alle (1 Kong 10,1-3). På den tid havde den jødiske visdom en særlig poetisk form, som er noget anderledes end den, vi er vant til.

Men det lykkes F. Godet at finde løsningen på Salomos gådefulde allegori, som muliggør en forståelse af Højsangens profetiske budskab. Budskabet viser en afslørende indsigt i folkets forfaldne tilstand. Det kalder til årvågenhed med forløsende perspektiver, som rækker helt ud til Herrens komme og himmelfart. Budskabet er aktuelt for alle generationer til alle tider.

Den vise og storsindede Salomo drog sig selv med ind i spillet og påtog sig skurkens rolle, som den der forsøgte at forføre Hyrdinden i poesiens melodramatiske historie.

Hovedaktørerne i den 3. fortolkning, som differentierer mellem Kongen og Hyrden.

Hyrden

Han er den mest uhåndgribelige skikkelse i Højsangen. Han er en hensynsfuld ung hyrde (Højs 2,3). Gennem hele historien fremtræder han kun i forbindelse med Hyrdinden. Han er aldrig i interaktion med de andre aktører.

Han har et tiltagende kærlighedsforhold til hende, som startede før hun flyttede fra landet til paladset. Gentagne gange dukker han pludselig op i Hyrdindens bevidsthed – og forsvinder igen. Han er i dialog med hende, især om natten, når hun halvsover.

Det er først i slutningen af historien, han er fysisk til stede. Efter han bliver forlovet med hende, må han forlade hende på ubestemt tid, da hans bolig ikke er af denne verden.

Hyrdinden afslår alle Kongens tilnærmelser.
Jo mere Kongen insisterer,
desto mere hengiver hun sig til sin elskede Hyrde.

Hyrdinden

Hun er hovedpersonen i historien. Hun er opvokset på landet med sine brødre og sin lillesøster. Hun skulle nok have været bondepige og passet familiens vinmarker. I stedet blev hun hyrdepige og passede familiens småkvæg.

Hun lærte sin elskede Hyrde at kende, før hun blev indlemmet i Kongens harem. Historien fortæller ikke, hvordan hun havnede i paladset.

Det kan tænkes, at det var i forbindelse med Kongens optog igennem landet for at rekruttere de smukkeste piger i sit kongerige (Højs 6,11-12). Siden ankomsten bliver hun hoffets store attraktion. De unge piger i haremmet priser hende lykkelig.

Kongen kurtiserer hende med tiltagende begær, tilbyder hende gaver og vil krone hende som dronning, hvis hun vil lade sig forelske i ham. Men hun afslår alle Kongens tilnærmelser. Jo mere Kongen insisterer, desto mere hengiver hun sig til sin elskede Hyrde.

Når Kongen taler til hende, svarer hun ham systematisk ved at holde fokus på sin elskede Hyrde.

Det gør hun ved at beskrive ham eller ved at tale direkte til ham. Det viser sig at være en bestemt og effektiv måde at afvise Kongens invitationer på. Men Kongen er opsat på at erobre hende. På et tidspunkt bliver hun muligvis båret til skue gennem byen i Salomos bærestol.

Det går så vidt, at hun skal danse foran hoffet før bryllupsceremonien. Da Hyrdindens hjerte fortsat er lukket, bliver hun sendt hjem.

Historien slutter med, at hun møder sin elskede Hyrde, og de bliver ringforlovet. Hun advarer lillesøsteren om at vogte sit hjerte mod slottets tillokkende verdslighed.

Hun har et regnskabsopgør med Kongen og ender til sidst med at tage afsked med sin Hyrde med henblik på en forlænget forlovelsestid.

Kongen

Han optræder kun i forbindelse med Hyrdinden, som han begærer. Da hun er forelsket i sin Hyrde, bruger han alle de lokkemidler, han er i besiddelse af. Men han er oppe imod en pige, som har en standhaftig kærlighed.

Læs også: Højsangen fortjener at blive læst – og forstået rigtigt!