Filosofiske betragtninger

Denne bog kredser om, hvad det betyder for os, at Jesus både var Gud og menneske, og at vi er både menneskelige og guddommelige.

Den veksler mellem, hvad de tidligste kristne tænkere har ment om det, og hvad det stadig kan lære os i dag om vores guds- og menneskesyn.

Bogen er en blanding af historieoplysende nedslag i kirkens første århundreder, betragtninger over aktuelle forhold og erfaringer fra forfatterens eget liv. De gamle kristne tænkere bliver brugt til at belyse nutiden. Der er ikke nogen systematik i, hvilke aktuelle livsforhold der bliver berørt.

Stilen er filosofisk, og sproget er abstrakt. Nogle gange bliver enkle ting sagt på en indviklet måde, og andre gange er det ikke let at fastslå, hvad der egentlig menes.

For eksempel, når det beskrives, at det opleves sådan, når Jesus træder ind i ens liv: ”Alt trækkes mod sin egentlige tilstand, søger instinktivt sin plads i den store scenografi omkring dit hellige nærvær.”

Ellen Merete Wilkens Finnseth: Berøringen. Om det umulige møde mellem Gud og menneske.
247 sider. 249,95 kr. Boedal.