Jeg er trist og flov over min ledighed

Kære Orla Lindskov

Jeg skriver til dig på opfordring af min hustru. Hun føler, at jeg trænger til forbøn og til at få en salvedug.

Hun siger, at salvedugen skal lægges under min hovedpude. Det siger hun, fordi hun synes, at jeg har forandret mig meget med mine tanker og min opførsel. Det er sket her efter den sidste nedlukning af det hele.

Vi bor uden for en af de større, nedlukkede byer. Min arbejdsplads er blevet delvist nedlukket. Jeg har haft arbejde som kok og tjener på en spiserestaurant. Men der er jeg så nu ikke længere. Det skyldes mest nedlukningen på grund af corona. Men der er også andre årsager, som jeg helst ikke vil komme ind på her.

At være uden arbejde går mig meget på, da jeg stort set aldrig har været arbejdsløs før.
Jeg har det så dårligt med det hele. Og jeg har det så dårligt med mig selv. Det med at skulle gå hjemme, det går mig på. Vi bor i et parcelhuskvarter med gode naboer omkring os.

Vi plejer at gå i kirke i den lokale Folkekirke. Men jeg går ikke i kirke nu. Jeg vil helst ikke tale med nogen på grund af min situation med arbejdsløshed. Jeg skammer mig faktisk.

Jeg er næsten gået i frivillig isolation hjemme, selv om jeg er testet negativ to gange. Min hustru har fået mig til test, fordi jeg begyndte at få hovedpine og problemer med min fordøjelse.
Min hustru og jeg er troende, og jeg er ud af en troende familie.

Mine forældre beder for mig i denne vanskelige situation. Vi er også lidt økonomisk trængte på grund af min arbejdsløshed.

Jeg lider af tristhed. Jeg er ikke glad mere. Det siger mine halvvoksne børn også. Jeg føler ikke så meget lyst til livet som før.

Når vi endelig er inde i Aarhus sammen, så siger min hustru, at jeg går så underligt med bøjet hoved. Hun siger, at det virker som om, jeg vender hovedet bort, hver gang vi kommer tæt på andre. Hun siger hele tiden, at jeg skal rette mig op og se op. Det er svært.

Hun siger også, at der er mange andre, der er blevet arbejdsløse for tiden. Hun har en minkavler i sin familie. Men det er ikke en nær slægtning.

Hun siger også, at vi nu er i endetiden ifølge Bibelen. Det siger hun på grund af alle natur-katastroferne, antallet af orkaner, oversvømmelserne og nu også pandemien ud over hele Jorden.
Det hele er trist at tænke på.

Jeg må stoppe med at skrive nu, for jeg mærker, der er en hovedpine på vej.

Husk lige forbønnen og så en salvedug. Ud fra mit brev ved du nok, hvad du skal bede om.

Venlig hilsen
En trist ægtemand.

Vi må se op, fordi Jesus kommer igen

Kære triste ægtemand

Jeg har bedt for dig, og det vil jeg fortsætte med. Jeg har også sendt dig den ønskede salvedug.

På grund af det, din hustru siger om endetiden, vil jeg tage mit udgangspunkt i Lukas-evangeliet kap. 21. Netop her taler Jesus om endetiden.

Vi må leve i forventning

Jesus taler om trængsler og angst. Han siger, at folkene skal ængstes i fortvivlelse og være grebet af frygt på grund af bl.a. natur-katastrofer.

Men Jesus siger så også til sine disciple, at når disse ting begynder at ske, da skal de rette sig op og løfte deres hoveder, for deres frelse og forløsning nærmer sig.

Forløsning og frelse var de kristnes håb under prøvelserne dengang. Men det er også håbet for de kristne i dag.

Det håb rejser sig især nu, hvor den gamle verden rystes. Når andre fortvivler og ængstes, kan de kristne løfte hovederne i forventning.

Din hustru beder dig om ikke at lade dig slå ud af modgang. Hun beder dig om at løfte dit hoved og se op. Hun mener det nok rent bogstaveligt, når I er inde i Aarhus, og du bøjer dit hoved.

Men jeg er næsten sikker på, at hun også mener det på det åndelige plan, nemlig at du skal rette dig op, løfte dit hoved mod Jesus og holde fast i troen.

Jesus er også hos os nu

Jesus taler om at løfte hovederne i forventning om, at enden er nær. Men hvor nær er da enden?
Det er det gamle spørgsmål.

Det er helt sikkert, at der er nød og trængsel i verden lige nu, også her i vores land.

Men jeg tror ikke, at vi når til det rigtige svar om afslutningen ved at begynde at se på uret og kikke i kalenderen og tænke på, om det drejer sig om dage, uger, måneder eller år.
Jeg tror ikke, at vi skal tænke så meget i kalender-tid.

Midt i en verden med modgang og trængsel, sådan som det er her i starten af det nye år, hvad er da budskabet til os fra Jesus?

Budskabet er, at vi skal leve i forventning til den levede Jesus og til hans rige hver dag. Budskab er, at vi altid skal løfte vores hoved mod ham.

Jesu rige er nemlig nær ved os altid. Derfor skal vi også under prøvelser og trængsler løfte vores hoveder og drikke af Helligåndens forløsende kilde for at kunne stå imod.

Nøden nu ude i verden baner vej for troen på Jesus. Det tror jeg.

Når alt det, vi selv har bygget og stoler på, bryder sammen, så er Jesus en klippe, vores klippe.
Jesus skal komme i skyen. Men Jesus er også nær ved os hver eneste dag, også ved dig, du triste ægtemand. Det må vi ikke glemme.

Selv om døren til din arbejdsplads blev lukket, så vil min bøn være, at en ny og bedre dør vil åbne sig for dig her i det nye år.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.