Corona og planeten Mars

Planeten Mars har fået meget opmærksomhed i den senere tid.

Leif Sig Jensen
6900 Skjern

For et par dage siden jublede verden, at det var lykkedes at lande et lille køretøj på planeten Mars. Kommentatorerne på TV var helt eksalterede over, at der nu var skabt mulighed for at fastslå, om der havde været – eller om der findes – liv på Mars.

Man efterlades umiddelbart med en fornemmelse af, at begivenheden drejer sig om to forhold.

Det ene er menneskets iboende ønske om at udforske verden omkring, inklusiv himmelrummet.

Og det er ganske naturligt, for det ligger i forlængelse af Guds befaling til mennesket om at gøre sig til herre over jorden, da Gud skabte jorden. Det andet forhold er et ønske eller håb om at finde indicier, der kan understøtte Satans påstand om, at Gud ikke eksisterer.

Også det naturligt, for det er en følge af syndefaldet og er i virkeligheden en variant af Satans evige spørgsmål: ”Mon Gud virkelig har sagt?”

Om Guds eksisterer får vi svar på – ikke på Mars, men allerede her på jorden. For samtidig med landingen på Mars fik vi besked om, at Corona-epidemien efter godt et års hærgen er blevet tilføjet stadig nye og mere aggressive mutationer.

Vi har været vidner til, at noget af det mindste liv her på jorden kan lukke store dele af verden med alle vore aktiviteter. Og bedst som vi tror, at nu kan vi vist begynde at åbne op for de restriktioner, som epidemien har medført, så tvinges vi af en ny virus-mutation til at fortsætte med restriktioner og nedlukning.

Er vor jordiske situation ikke en åbenbaring af, at Gud eksisterer, og at han er den, der leder og styrer alt efter sin vilje, og at han gør det uanset, om man tror på Gud og Bibelen eller ej?

Vi kan sende et stykke overvældende menneskeskabt teknologi ud i himmelrummet, mens vi samtidig ligger under for noget af det mindste, som Gud har skabt. Vi kan med vacciner prøve at begrænse virussens hærgen, men vi forstår den ikke og kan ikke fjerne den eller dens trussel.

Selv det mindste liv, som Gud har skabt, er så overvældende, at vi ikke evner at kunne se ind i det. Det er så guddommeligt, at selv en opsendelse til Mars får karakter af legetøj uanset, hvor avanceret det er.

Gud kalder menneskeheden til omvendelse gennem den krise, som Corona-epidemien har skabt. Og på trods af Guds kald håber denne verdens vise, at de kan få et materiale, der kan anvendes som tegn på, at Gud ikke eksister.

Gud er Gud, om alle land lå øde,
Gud er Gud, om alle mand var døde.
Om slægter svimle, blandt stjernestimle
utallig vrimle i høje himle
Guds grøde.