Dansk lovforslag mistænkeliggør tro
Bekymringen over det danske lovforslag om tvungen oversættelse og aflevering af alle prædikener til regeringen har rystet kirkeledere ud over Europa.
Det fremgår af en artikel i Christian Headlines den 3. februar.
Danmarks statsminister og kirkeministeren har allerede modtaget et brev fra The Conference of European Churches, som udtrykker stor bekymring over lovforslaget.
Selv om lovforslaget har til hensigt at kontrollere forkyndelsen blandt radikale muslimer, vil det medføre store vanskeligheder for mange kristne i Danmark.
Simultan-tolkning?
Den anglikanske biskop Robert Innes, der er biskop i Europa og bosat i Bruxelles, skrev den 27. januar et brev til Mette Frederiksen, hvor han udtrykte bekymring over lovforslagets betydning for trosfriheden i Danmark.
Til avisen The Guardian har biskoppen udtrykt frygt for, at andre lande vil indføre en lignende lov, hvis forslaget vedtages.
“Det ville være en meget, meget bekymrende udvikling,” sagde biskoppen, som også kom ind på de praktiske problemer ved at ekstemporal-oversætte en prædiken hver uge.
”Prædikanter nedskriver ikke altid deres prædikener fuldt ud, de skriver måske bare noter,” påpegede Innes.
“De improviserer måske, ligesom ærkebiskoppen af Canterbury gør det ind imellem, og så er der spørgsmålet om udtryksformer og nuancer, som naturligvis kræver meget viden hos oversætteren. Det er en fagkundskab, og det er også en dyr kundskab.”
Hjemmesiden Evangelical Focus skriver, at man også er bekymrede i de tysktalende kirker.
“Vi holder ikke bare gudstjenester om søndagen, men der er også dåb, bryllupper og begravelser i ugens løb,” udtalte Rajah Scheepers, der er præst i St. Petri kirke i København. “Det er ikke realistisk af forvente, at vi kan simultantolke alle disse samlinger eller oversætte dem på forhånd.”
Mistænkeliggørelse
Også de katolske kirker er imod lovforslaget. Anna Mirijam Kaschner, der er generalsekretær og talsmand for Nordic Bishops’ Conference, mener, at forslaget skader trosfriheden.
“Alle menigheder, frikirker, jødiske menigheder, alt hvad vi har her i Danmark – 40 forskellige religiøse samfund – vil blive placeret under en generel mistænkeliggørelse med denne lov,” sagde Anna Mirjam Kaschner ifølge National Catholic Reporter.
“… Der sker noget her, som underminerer demokratiet,” fastslog hun.