Fasten forbereder til påsken

Boden og angeren er ikke et mål i sig selv. Kristus og hans lys er målet” skriver forfatteren i forordet. Det er en fin invitation til at grunde over fasten i fyrre dage og forberede sig på påsken ved at bekende vore synder med oprejst pande i tillid til Guds nåde.

Her er dagligt en åndelig ret, der egner sig til at gumle på – langsomt, eftertænksomt uden at jage. Den er værd at standse op ved, læse igen, inden man indtager næste dags forret med påskens hovedmåltid for øje.

Hver dag indbyder en fængende overskrift til spænding om dagens ret. Her er en forsmag: ”Highway to heaven” byder op til at søge Herren, mens tid er. Læs selv og tænk over det!

”Jesus er hurtigere end din egen skygge” om hvad der kom først – synden eller tilgivelsen. ”Aktiv faste” inspirerer med refleksionsord. ”Alt betalt! Hva’ sku’ det være?” er om, hvordan man forholder sig til Herren, hvad hans bud er og menneskers gensvar med inspirerende bibelvers.

Peter Østergaard Jacobsen er præst i Sankt Hans Kirke i Odense.

”Sådan er han bare” er om Guds barmhjertighed. Slutkapitlet ”Gud er nu ikke længere vred” og ”En personlig skriftebøn” giver en god afslutning til en ny begyndelse.

De 40 forretter er krydret med bibelvers, vignetter og flot layout. De er letlæste men nærer mest ved at bruge tid på personlig refleksion og bøn. Forretterne er skriftetaler, som tidligere har været anvendt til skriftemål før søndagens højmesse i Sankt. Hans Kirke, Odense, hvor forfatteren er sognepræst.

Peter Østergaard Jacobsen: 40 Forretter til fasten
88 sider. 150 kr.
Forlagsgruppen Lohse