Hvem har ret til at komme frem for Gud?

Skal kirkens tærskel være høj eller lav? Det spørgsmål kan vi diskutere, så længe nogen gider høre. Men Jesus gør i hvert fald ikke noget for at sænke tærsklen for dagens stakkels kvinde.

Her er ingen servil velkomstkomite, men Jesus taler derimod til hende, som om hun var ham komplet ligegyldig.

Men Jesu påfaldende ligegyldighed er den rette nøgle til at forstå evangeliet. For uden denne ligegyldighed, havde vi næppe bemærket kvindens tro. For hvem kender til sult, når der mad nok til alle?

Men tag maden fra sofahelten, og du skal se en ganske anden aktivitet end den taktfaste elevatorfart fra fad til mund. For den sultne kender sit mål.

Vort åndelige behov

Sådan vil Jesus nu også, at vi skal kende vort åndelige behov og mål. Men her er en misforståelse, som ligger lige for. Nemlig den at forstå Jesu ord som møntet på følelser. At vi skal længes og stræbe efter de store åndelige følelser, hvilket der er mange veje til at opnå.

Hård faste, repeterende musik, yoga og åndedrætsøvelser. Alt sammen velprøvede metoder, når det gælder store spirituelle oplevelser.

Men vi kan ikke give os selv sande åndelige oplevelser – og det som således opleves som Gud, vil oftest være en oplevelse af os selv.

Men Jesus taler på et andet niveau.
Han taler om at komme til den rette erkendelse
af os selv og vort åndelige behov.

Erkendelse af os selv

Men Jesus taler på et andet niveau. Han taler om at komme til den rette erkendelse af os selv og vort åndelige behov. For det første, at vi er udenfor. Det var noget, som var helt tydeligt for Jesu samtids jøder.

Hedningerne er uden for Guds rige. De er under Guds dom og uden for løfterne til Abraham. Og det er det, Jesus gør klart for denne kvinde: Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte af Israels hus.

Derfor svarer kvinden heller ikke igen på denne indvending. Hun ved det, og kan kun gøre et: falde på knæ og bede om hjælp. Og helt den samme båd er vi i. Vi kan ikke gøre forlangender over for Gud.

Vi kan ikke kommandere med Gud og kræve vore bønner hørt. Vi kan ikke afæske Gud store åndelige oplevelser. Vi kan ikke gøre fordring på Guds nåde og tilgivelse. Men her kommer vi som de små, der ingen ret har, og som Gud med rette kan sende bort.

Men nu skærper Jesus sine ord yderligere og kalder den stakkels kvinde for en hund. Og vi må undre os, hvordan hun dog kan have gjort sig fortjent til sådan et hædersnavn.

Men når ordet hund bruges som skældsord i Skriften, taler den altid om sådanne, som har kastet vrag på pagten, spottet Gud og hengivet sig selv til et syndigt liv.

Bliv ved med at bede

Og det er nu det andet, Jesus lader os smage i dag. For ikke nok med, at vi slet ikke hører til i pagten og har nogen krav for Gud, vi har også krænket den ret, som Gud har over os. Vi har ikke æret ham som Gud, men vi har trodset hans bud og indsat os selv som herrer over vort eget liv.

Alt dette vidste kvinden, og dog blev hun ved at bede. For hun troede og fandt sig fuldt overbevist om, at skønt hun ingen ret havde mod Gud, kunne Gud ikke overhøre en mors indtrængende bøn. Hun råbte på Guds faderlige hjerte – og blev hørt.

Og netop denne er den frimodighed, vi må gå hjem med i dag, at Gud er en nådig og barmhjertig Gud, der gerne vender sit hjerte mod den, der råber på ham, og hjælper den, der søger trøst hos ham. Af ingen anden grund end Guds kærlighed. Men denne grund er også alt, vi trænger til.

Søndagens tekst: Matt 15,21-28

En ikke-jødisk kvindes tro

21 Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.

22 En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: »Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.«

23 Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: »Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.«

24 Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: »Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.« 25 Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: »Herre, hjælp mig dog!«

26 Jesus svarede: »Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.«

27 »Det er sandt, Herre,« sagde hun, »og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.«

28 »Du har stor tro!« udbrød Jesus. »Du skal få det, du har bedt om!« I samme øjeblik var hendes datter helbredt.