Min mand virker doven og trist

Kære Poul Henning

Jeg synes, at min mand er doven. Huset roder, opvasken er ikke taget, og middagen er ikke klar.

Ting, der går i stykker, bliver ikke fornyet. Min mand har fri før mig, han kunne sagtens få styr på ganske meget, hvis han gad. Mine to-do-lister virker modsat på ham. Han kan tydeligvis bedre leve med rod, end jeg kan.

Ofte ledsages hans dovenskab af tristhed. Han sidder bare og kigger ud i luften. Han forklarer mig, at det har været en krævende og svær arbejdsdag. Drømme har man mange af, men der er stort set ikke noget, der bliver til noget.

Jeg roser ham, når han tager et initiativ, men det sker desværre ikke så tit. Det er efterhånden blevet et tema i vores parforhold. Min mand læser med. Tak om du kan hjælpe os videre.

Kærlig hilsen
Hanne

 

Kære Hanne


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Selvom vi skriver 2021, er det desværre en ret klassisk situation. Når begge er udearbejdende, burde det være en selvfølge, at de hjemlige opgaver fordeles ligeligt. Det lyder til, at jeres parforhold trænger til et frisk pust af kærlighed, forventningsafstemning og nydefinering af rollefordeling.

Gamle mønstre trænger måske til et skub i siden.
I kunne ryste posen og stille jer selv og hinanden følgende spørgsmål:

1. Hvilke opgaver er motiverende at udføre?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



2. Hvilke hængepartier går jer mest på?

3. Hvordan motiveres I bedst? – er det netop ved at få en opgave tildelt eller ved selv at vælge en opgave?

4. Hvilke opgaver ville være mest oplagt at købe eller få hjælp til?

5. Hvordan finder I et godt kompromis i jeres fælles standard?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



6. I er forskelligt udrustet, så hvordan finder I den bedste synergi?

7. Er der brug for at aflægge dårlige vaner?

Jeres parforhold trænger til et frisk pust af kærlighed, forventningsafstemning og nydefinering af rollefordeling.

I skal derfor sætte tid af til gode samtaler. At se det det samme billede, er helt afgørende for at fange de små irritationer, der ellers kan slide på kærlighedsrelationen.

Det lyder som om, at din mand har brug for at dele sine frustrationer fra sit arbejde. I det du skriver, fremstår han mentalt træt efter arbejdsdagen. Måske mere træt, end du har opfattet.

Det er naturligvis gensidigt, for også du har et udfordrende arbejde. Den gode dialog er oxygen for sjælen. Den gode samtale kan give liv og kraft til de første skridt, i de helt almindelige dagligdagsopgaver, som også er en vigtig del af livet.

Fra et åndeligt perspektiv kommer velsignelsen ofte på følgende måde:

Fællesskabet med Gud og hinanden giver kraft til en lille bevægelse, vi går i gang. Som ringe i vandet, kommer der efterfølgende flere og flere velsignelser, mens vi er i gang. Perspektivet ændres, rodet forsvinder, opgaverne løses, den indbyrdes synergi i opgaverne vokser, grobunden for de små irritationer neutraliseres, og glæden ved at tjene og være sammen genfindes.

I finder sammen med Gud og hinanden en ny sang, ikke kun i gudstjenesten i kirken, men også i hverdagens trummerum.

Da de tre disciple skulle våge med Jesus i Getsemane, faldt de i søvn til de tre chancer, de fik. Jesu bevægende ord sagt midt i Jesu egen oplevelse af svigt fra sine venner lød: ”Rejs jer, lad os gå”.

Det kiksede, det bedrøvelige og de mistede muligheder skal ikke dyrkes. ”Get up, get over, get going” også i det praktiske felt derhjemme. Nyd dagen og fyld den med kærlighed og gode gerninger, for dagen i dag kommer ikke igen.

Kærlig hilsen
Poul Henning