Hvem tør i dag være den barmhjertige samaritaner?
Det er nu snart et år siden, Danmark lukkede ned på grund af corona-virus. Ingen havde i marts sidste år fantasi til at at forestille sig, at nedlukningerne ville komme til at vare så længe, ændre så meget i vores hverdag og vores forhold til andre mennesker.
Mange tænker og håber, at lige om lidt er vi tilbage ved det normale, hvor alle butikker er åbne igen, vi kan rejse og røre ved hinanden med knus og kram, som vi plejer. Men normalen ser ud til at lade vente på sig.
Mens vi venter på genåbningen, kan vi bruge tiden til at tænke lidt over, om nedlukningerne og kravet om at holde afstand overalt hvor mennesker færdes, har ændret vores forhold til næsten.
Alle kender scenen fra supermarkedet, hvor folk springer til siden, når en anden kommer for tæt på. På fortovet viger vi langt udenom hinanden, og når vi standser for at tage en sludder, træder den anden hurtigt et skridt tilbage, hvis man kommer lidt for tæt på. Et spontant kram virker nærmest som en kriminel handling.
De nye omgangsregler, der efterhånden sidder på rygraden, har ændret vores syn på næsten. Vi betragter ham eller hende først og fremmest som en smittebærer, en omvandrende bakterie, der i værste fald kan dræbe.
Næsten er noget beskidt og farligt. Kan man fremvise en test, der er negativ, så er man “ren” et kort stykke tid. Indtil næste test. Når erhvervslivet og regeringen ønsker at introducere vaccinepas for “de frelste”, så er vi i gang med at opdele verden i rene og urene.
Nedlukninger har lært os at være mistroiske over for næsten, fordi denne kan være en trussel imod mit helbred. Derfor bør jeg undgå ham eller hende. Jeg kan ikke stole på min næste. Et sådant syn på ens næste må kun vare få uger i forbindelse med en undtagelsestilstand. Det må aldrig blive normen.
Jeg har hørt flere beretninger om folk, der kom galt afsted og faldt, men ingen ville hjælpe dem af skræk for smittefare. Ingen tør længere optræde som den barmhjertige samaritaner. I værste fald kan vi udvikle en kultur, hvor det at røre ved en, der er kommet til skade, vil blive anset for at være alt for risikabelt og uansvarligt.
Den megen holden afstand er en falsk tryghed, for vi kan dø af alt muligt andet. Og det gør folk hver uge. Coronavirus har fået en særstatus, som trumfer alle andre sundhedshensyn. Det er ikke sundt for nogen.
Men værre er det, at den er i gang med at ændre vores syn på næsten som andet end en beskidt smittebærer, jeg skal holde mig mig langt væk fra. Den udvikling må vi for alt i verden kæmpe for at bremse.
