Israel har positive erfaringer med COVID-19 vaccine
Israel har foreløbig gennemført det fulde vaccinationsprogram med to doser af Phizer vaccinen i en mindre del af befolkningen. Og vaccinen viser den forventede effektivitet på over 90%.
Det skriver World Israel News.
Ifølge en undersøgelse fra sygesikrings-organisationen Maccabi Health Services, har kun 0,4% af de 715.425 israelere, som har modtaget to doser af vaccinen, fået COVID-19 mindst syv dage senere. 16 af de ialt 317 smittede måtte indlægges på hospitalet.
”Det faktum, at vaccinen viser 92% effektivitet syv til 18 dage efter den anden dose, er meget opmuntrende data,” siger Dr. Anat Aka Zohar, som er leder af Maccabis ”Information and Digital Health Division” ifølge The Jerusalem Post.
Der er dog stadig meget høje smittetal i Israel, hvor over 4.600 personer er døde med corona. Premierminister Netanyahu ønsker derfor at forlænge nedlukningen af landet til midt i februar.