Jeg har tendens til at være negativ

Kære Poul Henning

Jeg er blevet tiltagende klar over, at jeg har en tendens til at være negativ. Det kommer til udspil i min familie, i mit ægteskab og i min menighed. Er der fra bestemte personer kommet mange ikke så gode input, danner jeg ofte et fastlåst negativt billede af den person.

Det er ofte personer, der ligner mig, som går mig på nerverne. Jeg bliver som regel bekræftet i, at jeg har ret. Det føles rart i nuet at få ret, men på den lange bane tager det negative mit eget humør og påvirker også mine omgivelser. Tak om du har nogle gode råd, der kan hjælpe mig fri.

Kærlig hilsen
Mona

 

Kære Mona

Det er meget stort, at du er nået til den selverkendelse. Det negative er døde gerninger uden varig frugt, det brændes væk, når vi en dag står foran Kristus. Ubevidst kan vi søge efter noget bestemt for at få en bekræftelse på, at vi havde ret. Som regel, finder vi det, vi søger.

Det lyder som om, at du bekræftes i en selvopfyldende profeti. Det er ikke tilfældigt at Jesus i en af lignelserne taler om bjælken og splinten. En bjælke og splint er af samme materiale. Vi spejler os selv i andre.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Negative sider ved os selv kan opleves som negative sider ved andre. Lige præcis her kan det derfor opleves dobbelt negativt og irriterende, for det minder os om noget, vi selv kæmper med.
Hvor sidder bjælken, og hvor sidder splinten?

Ingen er kun negative. Det negative er farligt og kan dræbe sangfuglen i både dig og andre. Dannelse af de negative hjulspor i hjernen i forhold til familie, ægtefælle og menighed er opstået, ikke kun på grund af de andre, men netop også på grund af dig selv.

Er det osten eller hullerne i osten, livet handler om? Vi bombarderes fra medierne med hullerne i osten. Her er det sjældent, at det er det positive, der trækkes frem. Vi har en skare af journalister, der er uddannet til at få de 2% fejltagelser ganget med 50, så vi kun præsenteres for og ser det negative.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Du er formentlig ligesom journalisterne analytisk anlagt, det er der mange fordele ved, men tydeligvis kan det også være et problem.

At være negativt forudindtaget kan ødelægge mange relationer. Men Jesus ønsker at forvandle os.

Begrebet at være negativt forudindtaget er her på sin plads at trække frem. Det er dem, der i menigheden siger: Det har vi prøvet før, det gik heller ikke. Det er dem, der i ægteskabet siger: Min ægtefælle bliver aldrig anderledes. Der er dem, der i familien siger: Sådan er han, det kan der ikke ændres ved.

Jesus elsker os så højt, at han ikke lader os blive, hvor vi er. Han arbejder i forvandlingsbranchen. Han fornyer os i vandbadet ved ordet.

Han fornyer vores sind, så vi får Kristi sind. Han fylder os med sin kærlighed, så det onde omkommer i kærlighedens miljø. Han nævner, det der ikke er, som om det var. Han giver os en ny sang. Paulus siger i 2. Kor.5:16-18: ”Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vi kaldes altså til at se os selv og hinanden i Kristus. Der er så svimlende positivt, at vi knap kan stå på benene. At være negativt forudindtaget er i Kristus et ukendt begreb. ”Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til. Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste.”

Vores kald er i barmhjertighedens, forsoningens, forligelsens og overbærenhedens tjeneste. Heldigvis bedømmer Kristus os ikke, som vi har fortjent. Der er derfor håb for os alle, uanset om vi er lidt eller meget analytiske eller lidt eller meget negative, for Guds nåde er ny hver morgen.

Gud vasker dagligt tavlen ren for os og for vores syn på vores næste.

Kærlig hilsen
Poul Henning