Kristne er de bedste til at bruge sociale medier konstruktivt

Unge bruger masser af tid på de sociale medier, men kristne unge er bedst til at sætte grænser, viser en ny undersøgelse.

En undersøgelse foretaget af Barna Group viser, at de teenagere, som læser Bibelen regelmæssigt, er bedst til at forholde sig kritisk til de sociale medier.

Det skriver The Christian Post.

Flertallet af ”Generation Z”, eller 60% af de unge mellem 13 og 21 år, er enige om, at deres generation bruger for meget tid på de sociale medier. Den nye undersøgelse fra Barna Group and the Impact 360 Institute med titlen ”Gen Z: Volume 2” bygger på data fra 1.503 amerikanske teenagere i sommeren 2020.

Over halvdelen af respondenterne vurderede, at de ofte havde dårlig samvittighed over at bruge for meget tid på deres skærme, hvad enten det var smartphones, computere eller tablets.

En fjerdedel mente dog, at de selv og deres kammerater brugte ”præcis den rigtige mængde tid på skærmene”, mens 13 % udtrykte, at deres generations skærmtid ikke havde nogen betydning.

Over halvdelen af respondenterne (53 %), mente, at teknologien fik dem til at udskyde deres lektier eller andre pligter.

Omkring halvdelen af de unge mente, at teknologien ødelægger deres koncentration, mens 36 % vurderede, at den får dem til at føle sig mere uproduktive. 54 % angav, at teknologien fik dem til at føle, at de ”spildte en masse tid”, og tre ud af 10 mente, at teknologien forkorter deres ”attention span”, dvs. den mængde tid, man kan koncentrere sig om en opgave, før man bliver distraheret.

– Kirkerne må blive bedre til at bruge de sociale medier, for det er vejen frem, mener direktør i Barna Group David Kinnaman.

Forskellige typer ”screenagers”

Barna Groups direktør, David Kinnaman, siger, at teenagere gennemsnitligt bruger 5 timer og 15 minutter om dagen med deres smartphones. Samtidig vil unge voksne typisk bruge deres smartphones over 6 timer om dagen, hvilket betyder, at ”de får en utrolig masse input gennem skærmen”.

David Kinnaman beskriver Generation Z som den første generation af “screenagers,” og tilføjer, at også de unges forældre både er bundet af og præget af de mange timer bag skærmene. Det er et ”digitalt Babylon”, som præger folk, mener han.

Alligevel har nogle unge mere modstandskraft end andre. Undersøgelsen viser nemlig, at de unge, der læser i Bibelen, er aktive i kirken, og udlever deres tro på Jesus som ”ukuelige disciple”, er de bedste til at vurdere og bruge de sociale medier.

– Der er en meget interessant sammenhæng mellem det at være en ”ukuelig discipel”, og hvordan man bruger sin skærmtid, siger David Kinnaman. De ukuelige disciple vil nemlig vurdere deres tekniske udstyr, fastslår han.

“De har et mere positivt livssyn og bedre mentalt og følelsesmæssigt helbred,” tilføjer David Kinnaman. “Det, at være en ”ukuelig kristen” betyder ikke bare, at man har en stærk tro, men også at man reelt er stærkere på andre områder af livet.”

Mange unge bruger de sociale medier på grund af angst, ensomhed og kedsomhed. Men brugen af sociale medier får unge – især teenagepiger og unge kvinder – til at være selvkritiske og føle sig usikre og isolerede.

Barna Group opfordrer alle kristne til at reflektere over brugen af de sociale medier og fx spørge: Hvordan kan jeg bedst blive den, Gud har skabt mig til at være i det virkelige liv?

– Det er vigtigt, at vi kan styre det med skærmtiden og brugen af sociale medier, også i det kirkelige arbejde. Vi må ikke undervurdere ”Generation Z”, for de er smarte og har fingeren på pulsen. Tag dem seriøst, for især efter pandemien vil vore gamle metoder ikke længere fungere, fastslår David Kinnaman.