Når modsigelser mod mainstream videnskab og medier stemples som konspirationsteori

Der er en stigende tendens til at holdning som går imod mainstream medier og videnskab stemples som konspirationsteorier. Derved lukkes der af for saglige debatter om fx Intelligent Design.

Spørgsmål:

Jeg læste for nylig på websiden Creation/Evolution-Headlines, at både kreationisme og intelligent design nu bliver kaldt konspirationsteorier.

En kemiprofessor fra Glasgow, der hedder Paul Braterman, har skrevet en artikel, hvor han siger, at kreationisme bærer alle tegn på at være en konspirationsteori. Hvad skal man stille op, hvis man møder den beskyldning? Hvordan gør man det klart, at beskyldningen er urimelig?

Vh Kirsten E.

Svar:

Jeg har hørt fra amerikanske venner, at den censur, som bl.a. sociale medier længe har praktiseret overfor konservative, kristne og abortmodstandere, nu også begynder at ramme fortalere for intelligent design.

Jeg havde dog ikke set, at vi nu også stemples som konspirationsteoretikere – desværre er det ingen overraskelse.

Professor Braterman skriver i sin artikel den 4/2 på ’The Conversation’, at fordi kreationisme og ID på mange punkter modsiger mainstream videnskab, er de sammenlignelige med konspirationsteorier, som fx teorien om, at præsidentvalget blev stjålet.

Ifølge Braterman hævder kreationister fx, at en akademisk elite konspirerer for at monopolisere ansættelser til fordel for evolutionister.

Det er ikke overraskende, at de militante ateister nu trækker konspirationskortet. ID udgør en alvorlig trussel for den akademiske elite, og kreationismen, som står stærkt i USA, er jo i sagens natur et kristent foretagende, hvilket i vor tid desværre i sig selv berettiger til et angreb.

Ordet ’konspirationsteoretiker’ blev introduceret i medierne i USA efter mordet på Kennedy. Det blev lanceret som et smædeord for at undertrykke teorier om en konspiration i stedet for den officielle forklaring, der udpegede Oswald som ’the lone gunman’.

Teorierne opstod, fordi den officielle forklaring indeholdt et fortvivlende antal uoverensstemmelser, og mange konkluderede efter at have gransket sagen, at Oswald umuligt kunne have været alene.

I 1978 udkom ’The House Select Comittee-rapport’, som fastslog, at der var mere end én drabsmand, og at der faktisk var tale om en konspiration. Hvem og hvad konspirationen bestod af, står stadig hen i det uvisse, men faktum er, at tvivlerne, altså konspirationsteoretikerne, endte med at få ret.

Konspirationsteoretikere kaldes de, der ikke tror på de forklaringer af hændelser og fænomener, som tilbydes af mainstreammedier og mainstreamundervisning.

Ordet bruges på samme måde som smædeordene idiot eller tåbe. Bestræbelsen går på at nedgøre og mistænkeliggøre uden at behøve at skulle argumentere for, hvorfor man mener, ens modstander tager fejl.

Alt, hvad der stemples som konspirationsteorier, skæres over én kam, uanset hvad det handler om – mordet på Kennedy, 9/11, månelandingerne, covid19, vacciner, præsidentvalget, 5G, kreationisme, ID, ’klimabenægtere’, fladjordsteori…

Man stiller en person eller en gruppe i et dårligt lys uden at gide/behøve at sætte sig ordentligt ind i sagen. For at kunne lukke munden på ’konspirationsteoretikerne’ hører det med til manøvren at understrege, at de er farlige. Således peger Braterman på, at kreationismen udgør en farlig opponent til videnskaben.

Målet er at undertrykke ytringsfriheden, og professor Bratermans artikel i ’The Conversation’ er ingen undtagelse. Modstandere vil gerne stemple ID og kreationisme som konspirationsteorier for derved at undgå (på en kujonagtig måde) den saglige debat, som de netop er i færd med at tabe stort.

Engang fortalte jeg i et foredrag om forfølgelsen af Darwin-tvivlere i akademia. At jeg kunne remse navne op på biologer, som er blevet hængt ud i medierne, fyret eller tvunget væk fra deres stilling, gjorde intet indtryk; det blev simpelthen stemplet som en konspirationsteori.

Jeg synes derfor, at man bør undgå at bruge ordet ’konspirationsteori’, fordi det er en lidt for nem måde at miskreditere holdninger og formodninger på, som ikke er mainstream.

Man kan blive til redskab for dem, der har som mål at begrænse ytringsfriheden for mennesker med de ’forkerte’ holdninger. Bratermans stempling af kreationisme og ID som konspirationsteorier er et sådant forsøg på at ramme en forkert holdning.