Udfordringen lancerer ny hjemmeside med tros-udfordringer for unge

Udf.nu samler stof af interesse for unge fra Udfordringen og andre kilder på en speciel hjemmeside, som kaldes udf.nu – en forkortelse af Udfordringen.

Det er svært at appellere både til unge og ældre i det samme medie. Derfor deler vi nu Udfordringen op i to hjemmesider.

Den store hjemmeside er fortsat udfordringen.dk. Den indeholder alt stof fra Udfordringens trykte udgave – og den rækker næsten tyve år tilbage med over 25.000 artikler om kristne emner og interviews med mennesker, der har oplevet noget med Gud.

Men nu får ungdoms-stoffet sin egen hjemmeside. Vi har kaldt den udf.nu som en forkortelse af Udfordringen.

Gratis for unge

Her vil alt det stof, som specielt henvender sig til unge, blive lagt gratis ud. Mens man fortsat skal betale for at læse stoffet på den store hjemmeside – eller have et abonnement på papiravisen.

Udover stof fra Udfordringen, er det meningen at lægge andet godt stof ind fra udlandet, samt stof fra danske efterskoler.

Det bliver også muligt at målrette annoncer til unge ved at placere dem på den nye ungdoms-side, som vi håber bliver et fælles mødested for alle unge.

Fri debat

I modsætning til den store hjemmeside, vil læserne på Udf.nu kunne kommentere artiklerne. Vi håber, det giver noget konstruktiv debat blandt unge.

Der bliver også video-indslag og måske musik – men det er endnu ikke helt klart.

Målet med det hele er at styrke unge kristne i deres tro og liv. Og at hjælpe andre til at opdage alt det positive, der følger med troen på Jesus!

Fortæl derfor andre om hjemmesiden udf.nu. Link til den!
Og skriv gerne idéer til hjemmesiden på mail@udf.nu.