– Der bliver ved med at være en livlig engle-trafik i verden!
Det er Beate Ingeman Rasmussen, som er vokset op med Evangeliekirken på Frederiksberg, fuldstændig overbevist om.

Beate Ingeman Rasmussen, er uddannet ergoterapeut og har beklædt flere lederstillinger i sundhedssektoren. I dag er hun selvstændig – ejer af BF Gulve ApS.

Hun er kommet i Evangeliekirken på Frederiksberg, siden hun var to år. Som 16-årig blev hun søndagsskolelærer og fortsatte hermed, indtil hun var 45 år. Hendes morbror, onkel Knud, var, mens hans levede, pianist og organist i kirken. I dag er Beate kirkens pianist.

Fire englebesøg

Mindst fire gange er engle kommet hende til undsætning.

1. – Første gang var, da jeg var ét år. Min mor vågnede en nat ved, at en stor, blålig skikkelse stod ved siden af hendes seng.

I samme øjeblik hun så skikkelsen, vidste hun intuitivt, at der var noget galt med mig. Skikkelsen forsvandt, da min mor løb ind i børneværelset … hvor jeg var ved at blive kvalt i min sele.

2. Anden gang var, da min bror var fem år – og jeg var tre. Vi blev passet hos vores bedsteforældre i en lejlighed på 2. sal. På én eller anden måde var det lykkedes mig at komme ud af hoveddøren og ud på trappeopgangen.

– Hvordan jeg har fået lukket døren op, ved jeg ikke. Min mormor har fortalt, at hun hørte dørklokken og gik ud for at åbne, fortæller Beate Ingeman Rasmussen.

Da hendes mormor havde åbnet døren, var der ingen at se og ingen at høre på trappen, men en halv repos oppe var lille Beate på vej ud ad et åbent vindue.

– Jeg kan ikke tolke det anderledes, end at Gud havde sendt en af sine engle til at få min mormors opmærksomhed, siger hun.

Holdt tilbage af en stærk arm

3. Tredje engle-oplevelse var efter en gudstjeneste, hvor Beate Ingeman Rasmussen og onkel Knud, som var blind, fulgtes hjemad.

– Vi skulle krydse en befærdet gade ved søerne. Jeg havde, som altid, min hånd under hans arm – og havde tjekket, at der var fri bane, så vi kunne krydse gaden. Jeg havde imidlertid ikke set en bil, der i stor fart drejede omkring hjørnet.

Da jeg begyndte at tage det første skridt ud på gaden, mærkede jeg en stærk mandearm komme ind foran mig. I det samme kom bilen susende. Den ville have ramt os, hvis ikke armen havde stoppet mig.

– Jeg vendte mit ansigt mod manden for at sige tak, men han var væk i samme sekund. Der hersker ingen tvivl hos mig om, at jeg havde oplevet en engel.

Det var min tredje erfaring med de himmelske væsener, siger hun.

Han betalte for mig!

4. At Gud bruger mennesker i forbindelse med bønnesvar, har hun oplevet talrige gange. Gennem nogen tid havde hun i en periode bedt: ”Herre! Jeg har brug for en ny forvisning om, at jeg er frelst”. Så var hun inde i et supermarked:

– Jeg handlede ind for 800 kroner og bad om at få udbetalt 500 kroner oveni, så det blev 1.300 kroner. Så opdagede jeg, at jeg havde glemt min pung. Dagen forinden havde jeg været i teatret, og jeg havde helt glemt, at min pung lå i en anden taske.

”Kan varerne stå her, så henter jeg pungen?”, spurgte jeg ekspedienten. I det samme trådte en yngre mand frem og sagde til mig: ”Kommer du i banken i dag?”.

”Ja, hvis jeg skal”, svarede jeg. ”Godt”, sagde han. ”Jeg betaler”. Så gav han pengene til kassedamen, og skrev sit bankkontonummer på et stykke papir, som han rakte mig.

Jeg takkede hjerteligt – og gik ud til bilen med disse ord rungende i mit indre: ”Han betalte for mig, han betalte for mig.”

Dér – lige dér forstod jeg, at her var mit bønnesvar, min forvisning om, at Jesus havde betalt for mig.

Jeg skyndte mig hjem efter pungen, så jeg kunne overføre pengene til den betænksomme mand.

Omend jeg i de efterfølgende år har været kunde i samme forretning, har jeg aldrig set ham siden, siger Beate Ingeman Rasmussen.

Helbredt for mørkeskræk

5. Som barn var hun voldsomt mørkeræd.

– Det var en tilstand, som gav angstfyldte nætter og gjorde det grænseoverskridende at bevæge sig udendørs efter mørkefald. Normalt forsvinder problemet i voksenalderen, men ikke for mig.

Mørket var stadig en reel fjende.

I 1990, da jeg var fyldt 40 år, var jeg til en aftensgudstjeneste i Evangeliekirken. Den aktuelle aften var der en gæstetaler. Da taleren afsluttede, stod han stille et øjeblik, så ud over salen og sagde:

”Der er én herinde, der lider af at være mørkeræd. Gud ønsker at sætte dig fri, men du må markere, hvor du er.”

Min mor vågnede en nat ved, at en stor,
blålig skikkelse stod ved siden af hendes seng.

Beate Ingemann Rasmussen rakte straks sin højre hånd i vejret.

”Gud velsigne dig”, sagde taleren. I det øjeblik forsvandt et helt livs invaliderende frygt for mørket.

Det er værd at bemærke, at der ikke var andre, der rakte en hånd i vejret den aften. Guds suveræne indgriben var specifikt rettet på mig. Efter den begivenhed ændrede mit liv sig radikalt, fortæller hun.

Kørte nat-taxi

Omkring det tidspunkt trængte hendes hus til et nyt tag.

– Det var noget af en omkostning. En af mine venner kørte nattaxi. Inspireret af det og med min nyvundne frihed med hensyn til mørke, gik jeg i tænkeboks for at finde ud af, om et taxikort kunne være måden at tjene ekstra til taget.

Jeg bad Gud om vejledning gennem et ord fra Bibelen og fik versene fra 1. Krøn. 4.9-10. – også kaldet ”Jabes bøn”:

”Gid du vil velsigne mig og gøre mit område stort. Gid din hånd må være med mig, og du vil fri mig fra ulykke, så jeg ikke lider smerte.

Og Gud gav ham, hvad han bad om.”

Det er jo et fantastisk løfte fra Guds side, når man vil bevæge sig ud i nattelivet, der kan rumme mange farer, pointerer hun.

Det blev til flere års taxi-kørsel – og på intet tidspunkt oplevede hun trusler eller farer af nogen art. Udover at køre nattaxi arbejdede hun om dagen som leder inden for omsorg.

Pige-engel i snevejr

6. – Året 1996 startede med et stort snefald i Danmark, og vejvæsenet kunne ikke nå at rydde sne i takt med mængden af sne – og slet ikke på de små villaveje.

En sen eftermiddag sad jeg fast i en snedrive. Snedriver og Mercedes med automatgear hører ikke sammen. Min første reaktion var: ”Herre hjælp; jeg kan ikke strande her”. I det samme dukkede en pige på omkring 8-9 år op. Hun sagde: ”Skal jeg hjælpe dig?”

”Det kan du da ikke”, svarede jeg. ”Jeg er stærk”, sagde pigen.

Hvad havde jeg at tabe? Jeg satte mig ind i bilen, og pigen skubbede mig fri! Dybt forundret takkede jeg og gav hende en 50-kroneseddel.

Jeg kiggede et kort sekund på min tegnebog, da jeg lukkede den. Da jeg kiggede op igen, var pigen væk. Der var intet spor efter hende. Gud havde endnu en gang sendt mig englehjælp.

Klummeskribent

Beate Ingeman Rasmussen bor i Charlottenlund i et hus, hendes forældre byggede i 1954.

Fire år senere overtog bedsteforældrene og onkel Knud huset. Beate flyttede fra sit trettende år ind i huset og overtog husholdningen.

Hun blev i 2014 fast månedlig klummeskriver på sin kirkes hjemmeside. Det meste skriveri foregår om natten. Efter en pludselig inspiration springer hun ud af sengen og går ind til skrivebordet.

– Jeg smiler ad mig selv, når jeg flere gange i løbet af en nat pendulerer mellem seng og computer.

Jeg forestiller mig, at et galleri af engle morer sig over mig, og hvorfor ikke? Bibelen siger jo, at ”vi er et skuespil for engle”. (1. Kor.4,9)

I så fald skal de være velkommen til at indtage første parket!”