Et himmelsk besøg

Af Oline Bøndergaard Kobbermed. Cand. theol., Kirke- og diakonimedarb. v. Sct. Michaelis Kirke, Fredericia

For nylig havde mine to yngste sønner på fem og syv år en diskussion om, hvorvidt det er mest rigtigt at kalde Jesus for ”Gud” eller ”Guds søn”. Jeg sad med et smil på læben og iagttog dem. Ikke i overbærenhed. Nærmere i forundring over, at de kunne stoppe op ved det samme mysterium, som lærde mænd gennem kirkens historie også har diskuteret.
Hvordan skal vi forstå, at Jesus både er Gud og menneske?

Kirkefædrene og inkarnationens mysterium

Særligt de første århundreder var der lange samtaler om treenigheden og inkarnationen – altså det at Gud blev menneske. Diskussionerne mundede ud i en fælles tilslutning til det, vi i dag kender som Den Nikænske Trosbekendelse.

Det er en stærk og smuk bekendelse. Ikke mindst når man tænker på, at disse ord har været brugt gennem næsten hele kirkens historie og samler kristne på tværs af kirkesamfund over hele jorden.

På en enkel og poetisk form sætter bekendelsen ord på inkarnationens mysterium:

”Vi tror på… én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn,
som er født af Faderen før alle tider, lys af lys, sand Gud af sand Gud…”

Til sidst klinger ordene fra dagens prædiketekst: ”… og der skal ikke være ende på hans rige” (v. 33). Jesus er virkelig sand Gud og sandt menneske. Han er evig, og alligevel træder han ind i en helt konkret tid som foster i en ung kvindes livmor for at blive født som menneske.

Bibelen og bekendelsen maler billeder med ord, som kan hjælpe os til at gribe om mysteriet.

Alligevel må vi bøje os for det sammen med Maria og kirkefædrene. Det er som at se mod solen: vi kan som mennesker ikke se direkte ind i lyset. Men vi må glæde os over det og leve i det lys: Gud blev menneske som en ultimativ kærlighedserklæring og redningsaktion rettet mod mennesket.

Maria oplevede frygt, tvivl og bekymring. Selvom hun er noget særligt i Guds plan, er hun også en kvinde, vi som mennesker kan spejle os – et forbillede som mor og som troende. Fra filmen Vejen til Betlehem.

En kvinde at spejle sig i

Den unge Maria var en jødisk teenager i en ubetydelig by. Med Gabriels besøg ændrer alt sig, og hun bliver den mest betydningsfulde kvinde i Guds historie. Af én eller anden grund er netop hun udvalgt til opgaven. Måske var hun mere klar end én, der var ældre eller mere betydningsfuld? Vi får ikke nogen forklaring.

Selvom Maria er særlig i Guds plan, er hun også en kvinde, vi som mennesker kan spejle os i. Hun er et forbillede som mor og som troende.

Marias historie rummer en dyb anerkendelse af det at være mor. Og uanset om man selv er forælder, så er Maria et eksempel på trofasthed og omsorg i relationer – også når hun ikke forstod.

Maria var ikke dronning eller leder. Vi kender først og fremmest Maria for at være Jesu mor.
Hun bar ham, fødte ham og svøbte ham med kærlighed. Men gennem hans opvækst og efterfølgende måtte hun også undre sig:

Hvorfor går han til templet, når vi er på vej hjem (Luk 2,48)?

Hvorfor føler jeg, han tager afstand (Luk 8,19-21)? Alligevel følger Maria Jesus helt til korset (Joh 19,26-27) med en kærlighed stærkere end dødsangsten. ”Jeg må være, hvor han er, til det sidste!”

Hun har ammet og skiftet ble på verdens frelser!
Vi kan undre os: hvordan kan ét menneske være menneskehedens redning?
For Maria må det have været endnu mere mærkeligt.

På trods af alt det, som Maria har oplevet på tætteste hold, bliver hun også én af de vigtige skikkelser i den første menighed. For hende må inkarnationen have været særlig paradoksal. Hun har ammet og skiftet ble på verdens frelser! Vi kan undre os: hvordan kan ét menneske være menneskehedens redning?

For Maria må det have været endnu mere mærkeligt. Hvordan kan han, der engang var en lille gut, som jeg tørrede næse på, nu være den opstandne, evige konge?

Maria oplevede frygt, tvivl og bekymring. Alligevel er det ikke det, der står tilbage som det vigtige i hendes eftermæle.

Det er derimod tilliden til Gud, når hun denne særlige dag bøjer hovedet i tro og siger ordene, der lader Gud komme til og ændrer verdens gang: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”

Søndagens tekst: Luk. 1.26-38

Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn

26 Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa,

27 hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt.

28 Da Gabriel kom til hende, sagde han: »Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.« 29 Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.

30 »Vær ikke bange, Maria,« sagde englen, »for du er udvalgt af Gud. 31Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus.

32Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, 33og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.«

34»Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?« spurgte Maria. »Jeg har jo ikke nogen mand.«

35Englen svarede: »Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn.

36 Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. 37 Intet er umuligt for Gud.«

38»Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,« udbrød Maria. »Lad det blot ske, som du har sagt.« Så forlod englen hende.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk