Fremtidens fleksible kirker

Coronaen har kastet kirken ud i det ukendte. Kan vi bygge Guds rige uden at klynge os til vores mursten?

Af Orla Fredensborg Møller. Præst i Horsens Frikirke

Hvis vi havde håbet på, at 2021 ville byde på mindre corona og færre restriktioner, så er vi nok blevet skuffede. Vi har nu været i denne ørkenvandring i et år, og det slider på os alle. Men samtidig ved vi fra Bibelens beretninger, at ørkenen er et sted, hvor Gud møder os, udfordrer os – og taler kærligt til os (Hoseas 2,16). Hvad ønsker Gud at sige? Hvordan tager vi som kirker, præster og ledere udfordringerne op og gør klar til fremtiden?

Vores kirker har fået skrammer. Nogle erkendte det tidligt, andre af os har erkendt det senere: Menighedslivet bliver ikke det samme igen, og der venter os en del reparationsarbejde forude.

Ligesom den første kirke i Apostlenes Gerninger er vi blevet tvunget ud af det velkendte Jerusalem, ud i nye grænseområder. Vi er nu drevet til at tage stilling til ting, vi tidligere har udskudt.

Vi ved alle i teorien, at kirken er mere end en bygning. Nu kaster Gud os ud på det dybe vand for at se, om vi også kan bygge hans rige uden at klynge os til vores mursten. (Det er som bekendt svært at svømme med mursten i hænderne!)

Horsens Frikirke var inden coronarestriktionerne begyndt med koncept ”Living Room Service”, hvor de i talk-show stil hørte folks vidnesbyrd og oplevelser med Gud. Et bud på en anderledes og seervenlig måde at skabe en varieret gudstjeneste på. Foto: Horsens Frikirke

En bredspektret kur

Jeg tror på, at vi kommer til at samles og vokse igen. Det er ikke forkert stadig at drømme om store stævner og fyldte kirker. Men, hvis vi kun satser énstrenget på fællesskabet søndag formiddag eller store events, så er vi for skrøbelige.

Ikke kun i tilfælde af endnu et virusudbrud – men i forhold til, at det er for snæver en skare, vi appellerer til med vores virke som kirke. Derfor må fremtidens kirke bygges fleksibelt og flerstrenget op.

Det kan være, I som kirke allerede har godt styr på det – men, hvis I er en lidt mindre kirke, som vi eksempelvis er i Horsens, så skal arbejdshandskerne på for at blive virksomme og frugtbare for vores herre Jesus i fremtiden.

Mit bud på fleksible fremtidsorienterede kirker er nogle der 1) arbejder innovativt med spændende [hybrid]gudstjenester, 2) tilbyder flere muligheder for at være sammen og tjene sammen i løbet af ugen – også i kirkens lokaler.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det kunne være socialt arbejde, hvor man udtænker måder at hjælpe mennesker, der har det svært, 3) arbejder målrettet på at bygge små fællesskaber i hjemmene, og 4) tilbyder relevant og online-tilpasset indhold til den udvidede menighed og de interesserede i periferien.

Behovet for nye tankemønstre

Når vi tænker nyt, må vi også se barriererne for forandring i øjnene – og vi må tage målrettede skridt til at indarbejde nye vaner og tankemønstre. Lad mig lige nævne et par udfordringer, vi kan stå overfor i forhold til ovennævnte indsatsområder:

1) Nogle i vores menigheder fastholder, at møder à la 1950 er de mest salvede. Men vi er nødt til at bevæge vores gudstjenester ind i 2021. Det er selvmodsigende og ufrugtbart at sige, vi gerne vil nå byen og den næste generation med evangeliet, mens vi fastholder indforstået sprog og forældede gudstjenesteformer.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Udtrykket “hybrid-gudstjenester” er dukket op, og er en betegnelse for, at vi nu ikke kun formidler til dem i kirkesalen, men også dem i “overflow”-lokaler, grupper i et hjem eller individet på mobiltelefonen.

2) Vi danskere er utrolig fortravlede med mange ting på programmet og stor lyst til at blive hjemme og se Netflix om aftenen for at slappe af. Så midtugentlige møder og aktiviteter kan være svære at samle folk til.

(Nogle kirker har et højt engagements- og aktivitetsniveau og har ikke udfordringer på dette punkt, men der er mange mindre kirker, der har svært ved at mobilisere til meget mere end søndagsgudstjenesten.)

Restriktioner og smittefare gør nogle meget frygtsomme, så man skal føle sig frem, når man opfordrer til engagement med fysisk fremmøde.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



3) En del kristne har haft dårlige oplevelser med ikke-fungerende eller decideret kedelige cellegrupper. De jubler ikke, når menighedsledelsen anbefaler, at man starter smågrupper op (se også pkt. 2).

Men sulten efter at være sammen og nye øjne for værdien af små fællesskaber kan med en lille indsats fra dedikerede ledere sætte en ”hjemmegruppe-vækkelse” i gang.

4) I vores menighed har vi en betragtelig del medlemmer, der arbejder i sundheds- og plejesektoren eller i industrier med skiftehold. Dvs. de ganske jævnligt ikke kan møde op i kirken søndag formiddag.

Vi må spørge os selv: er kirke (og dermed en væsentlig del af Gudsriget) kun tilgængelig for dem, der ikke har weekend-arbejde? Og hvad kan vi gøre for at tilbyde vores ”frontlinje-arbejdere” åndeligt fællesskab og næring?

Intentionelle relationer

Før kom tingene nærmest af sig selv. Ugerne gik, søndagene og midtuge-møderne var, som de plejede at være. Men nu presses vi til at omtænke vores mødeformer. Vi må være mere intentionelle med vores relationer og prioriteter, for de kommer ikke af sig selv.

(Et tip: ring ikke kun til de mest skrøbelige i menigheden; tag jævnligt kontakt til de ressourcestærke, der jo også har brug for at blive opmuntret en gang imellem).

Det kan være, du ikke synes, at I har ressourcer til at tilbyde online-gudstjenester eller bedemøder via Zoom. Giv ikke op. Find en vej. For det at række evangeliet, bibelundervisning og omsorg ud via internettet til skærme i dit lokalområde, er nu accepteret, ja, forventet – og måske den moderne pendant til at gå rundt med traktater i gågaden.

Guds teknikere

Noget, der er kommet ud af denne vanskelige tid – som jeg har noteret mig med glæde – er det øgede samspil mellem præst, lovsangsleder og teknikteam i forbindelse med videoproduktion og live-streaming.

Teknikerne er blevet mere anerkendte og spiller endda flere steder prominente roller i gudstjenesteformidlingen. Teknikerne kan mere end trække kabler og dreje på knapper – de kan også vækkes og involveres åndeligt.

En udfordring, vi dog må holde for øje er, at flere, der tidligere var meget involveret i gudstjenestens afvikling, som fx velkomstteam og kaffeteam m.fl., kan føle sig overflødiggjort, hvis de ikke lige er skærmtrolde. Som ledere må vi tænke over, hvordan vi kan holde dem til ilden på nye måder.

Jeg er ikke kommet med mange løsninger i disse spalter. Mit ærinde har været at opmuntre dig til ikke bare blindt at stirre hen over ørkenlandskabet i jagt på en udvej tilbage til ”de gode gamle dage”, men at bruge de lektioner, Gud giver os i denne tid, til at gøre menigheden robust og klar til de tumleture, som fremtiden sikkert kommer til at byde os.

Må Gud give os styrke, visdom og udholdenhed mens vi bygger kirke sammen med Jesus.