Klub Veterankids tilknyttes Soldaterhjem
”Klub Veterankids rammer lige ned i vores ønske om at være der for det hele menneske”.
Sådan fortæller leder af KFUM’s Soldaterhjem på Bornholm, Lars Lund. Soldaterhjemmet i Rønne skal nu huse den eksisterende klub for veteranernes børn.
– Når soldater inviteres indenfor, er pårørende og børn også velkomne. Det hele menneske forstås bedst i relation med sine nærmeste, siger Lars Lund.
Klub får ny organisation
Klub Veterankids, der tidligere hørte under Familieplejen i Bornholms Kommune, var blevet organisatorisk hjemløse. Men fra 1. marts er der blevet skabt et nyt organisatorisk tilhørsforhold mellem Klub Veterankids og KFUM’s Soldatermission i Danmark, der står bag det lokale soldaterhjem på Bornholm.
Klubben er velfungerende, og der er et behov for netop dette arbejde med støtte til veteranbørn.
Forståelse for veteranbørn
”I Klub Veterankids mødes man med jævnaldrende, man møder forståelse og imødekommenhed.
Hvorfor er far eller mor ikke med til fodboldkampene eller klassearrangementer? Hvad tænker kammeraterne om dét, far eller mor laver, når de er udsendt? Det er sådanne spørgsmål, man kan sidde med – og dele med andre i Klub Veterankids.
Klubben er inddelt i tre grupper efter alder. Man mødes en gang hver måned til en aktivitet kl. 16 og slutter af med at spise aftensmad sammen. Et par gange årligt inviteres hele familien med.
Fremover bliver mødestedet så KFUM’s Soldaterhjem ved Almegårds Kaserne. De to deltidsansatte medarbejdere, Pernille og Stina, kan således fortsætte deres arbejde i Klub Veterankids uændret,” fortæller Lars Lund.