Nadveren er evangeliet i dramatisk form

Den sidste nadver er et af de kendteste motiver i kunsthistorien – og med rette. For det er en af de vigtigste begivenheder i kristendommen.

Ved sit sidste måltid skærtorsdag indstiftede Jesus nadveren, som blev en af grundpillerne i den kristne tro.

Men selvom det er blevet en tradition og en velkendt praksis for kirkegængere, er der stadig mange i dag, som ikke ved, hvad de skal mene om nadveren, fortæller den bogaktuelle forfatter og filosof Johannes Aakjær Steenbuch, da vi mødes i Nylars rundkirke, hvor hans kone er præst.

Med sig har han et par eksemplarer af den nye bog ”Perspektiver på den kristne nadver”, som han er redaktør og medforfatter af. Den er udgivet af Baptistkirken i Danmark, som har nedsat den teologiske arbejdsgruppe, som står bag bogen.

– Vi udgav en bog om dåbsteologi for et år siden, fordi der var nogen, der havde spurgt, hvad vi egentlig mener om dåben. Så vi skriver på henvendelse, når der er noget, der rører sig, siger han og leder efter lyskontakten, der kan tænde lamperne i kirkerummet.

Nu har han så været med til at kaste lys over nadveren. Men i Nylars Kirke lader lyskontakten sig ikke åbenbare, så vi stiller os til tåls med stolene i våbenhuset, hvor det er lykkedes at tænde for lyset, så vi kan se bogens tekst og nadverrelaterede nærbilleder – af brød, vinfyldte kalkbægre og historiske malerier.

– Der er en lang række forskellige perspektiver på nadveren i bogen, som gerne skulle kunne sætte gang i lidt refleksion og samtale og diskussion og eftertanke over, hvad det er, vi gør, når vi holder nadver, siger han, mens vi bladrer i hver vores bogeksemplar.

– Der står ikke, hvad man skal tro, men bogen giver nogle klare bud på, hvad, vi mener, er væsentlige perspektiver på nadveren.

Til bords med Guds søn

– Vi starter med et kapitel, der hedder ’Til bords med Guds søn’, hvor vi skriver, at forbilledet for den kristne nadver er Jesu måltidsfællesskaber med mennesker. Jesus spiste med toldere og syndere og ludere og lommetyve.

Han spiste med folk uden at skele til deres sociale og religiøse status, og de skriftkloge blev sure på ham, fordi han omgikkes alle de her mennesker.

Johannes Aakjær Steenbuch lyser op i et smil:

– Man kan jo godt tænke, at Guds rige bryder igennem der, hvor Jesus udfører mirakler, men det smukkeste er, at Guds rige bryder frem der, hvor Jesus har fællesskab med mennesker, og hvor der er plads til alle ved det bord, siger han og tilføjer:

– Det fortæller os også, at det ikke er brødet og vinen – det specifikke ritual, som er det væsentlige i første omgang. Men det er derimod hele historien – rammen uden om det, at Jesus spiser med mennesker i konkrete grænseoverskridende fællesskaber, og det er i høj grad baggrunden for at forstå nadveren, mener Johannes Aakjær Steenbuch.

Det er først ved skærtorsdagsmåltidet med disciplene, at Jesus indstifter nadver som en slags praksis.

– Han startede en tradition. Han sluttede ikke en tradition, og derfor er det også lidt besynderligt, at man plejer at kalde dette måltid for den sidste nadver, eftersom han kun holdt nadver en gang, og hans disciple gjorde det jo løbende efterfølgende, for at ihukomme.

Et af aspekterne ved nadveren er netop også at se det som et mindemåltid.

– Det betyder ikke bare, at man husker noget, der er sket, men at det skete bliver levende i det, man husker. Man genfortæller det og lever sig dermed ind i en fortælling i historien, som bliver present og aktuel nu.

Fælleskab og forkyndelse

Et andet lag i nadveren er fællesskabet.

– Paulus lægger meget vægt på fællesskabet i nadveren med Kristus og med hinanden. Vi er alle et legeme. Enheden i kirken er til stede i nadveren. Vi mindes ikke bare, men ihukommer, så det bliver levende nu i et fællesskab, som opstår omkring det nu og her, og det peger fremad.

Nadveren rækker ud i fremtiden ved gennem praksissen at udtrykke det fællesskab, som ellers kun findes i Guds rige. Så handler den ikke bare om menneskers fællesskab, men om hele skaberværkets fornyelse og genoprettelse, som vi også skriver om i vores bog.

Her nærmer vi os kernen i nadveren, mener Johannes Aakjær Steenbuch.

– Paulus skriver: ”hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret forkynder i Herrens død, indtil han kommer”. Det, synes jeg, er meget væsentligt. Nadveren er en forkyndelse af Jesu død. Nadveren er evangeliet i dramatisk form.

Forfatteren smiler igen.

– Og det er hver gang, I gør det, så den kan ligesom ikke gå fejl. Derfor er det så vigtigt at have nadver med i gudstjenesten, synes jeg. Det er næsten noget af det, der er allermest afgørende.

For en prædiken kan variere i kvalitet. Den kan være god, og den kan være dårlig, den kan have en evangelisk pointe, og den kan tage fejl af, hvad evangeliet går ud på.

Den kan være opbyggelig, og den kan være nedbrydende, og man kan gå slukøret hjem efter en dårlig prædiken. Men nadveren kan ikke tage fejl. Nadveren er en forkyndelse af, at Jesus er død og opstået for os.

Selve nadverpraksissen kan foregå på flere måder, som også beskrives i bogen.

– Når vi holder nadver i Baptistkirken til aftenandagt om tirsdagen, så har vi ét bæger, og så tager folk et stykke brød og dypper det og spiser det. Det er blevet en meget udbredt metode i moderne frikirker.

Hvad betyder nadveren for dig personligt?

– For mig er det pulsslaget, som mange kalder det. Kirkens pulsslag. Det er den faste praksis, som holder liv i kirken.

For i nadveren forenes vi på trods af al uenighed og forskelle, og vi erfarer evangeliet forkyndt i den handling, det er, siger han og tilføjer, at det først er efter 1992, at folkekirken begyndte at afholde nadver hver søndag. I mange frikirker afholdes nadveren stadig ikke hver søndag.

Ændret nadverforståelse

Tidligere var blev nadveren kun afholdt ved særlige lejligheder, og det hænger sammen med, at nadveropfattelsen helt tilbage til tidlig middelalder har været tynget af en hel masse ting, den skulle kunne bære.

For eksempel, at man kun måtte gå til nadver, hvis man ikke havde nogen synder på sin samvittighed, som man ikke havde bekendt. Men i løbet af det 20. århundrede løsnede man op for den skrappe nadverforståelse og så den mere som et fællesskab, hvor alle var indbudt, forklarer Johannes Aa-kjær Steenbuch.

– Når man i nogle konservative frikirker stadig kun afholder nadver en gang imellem, er det sjovt nok, fordi man hænger fast i den måde, den lutherske kirke har gjort det på, som man ellers gør op med.

Men der er også skriftsteder i Det Nye Testamente, som kan give anledning til denne tolkning af nadveren – at man kun kan deltage i nadveren, hvis man ikke har uopgjort synd i sit liv, siger han.

For eksempel står der i 1. Korinterbrev, at ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker af hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig imod Herrens legeme og blod” og et andet sted slår Paulus fast, at ”den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til”.

– Men prøv lige at se på sammenhængen, som vi har beskrevet her, siger han og peger på den pågældende side i bogen.

– Paulus taler om at tage hensyn til andre i menigheden. Han taler om, at der er nogle, der sulter, der er nogle, der lider nød, fordi vi kommer til vores fælles måltider og tager nogle ting med, som vi så æder uden at give det til de andre.

Der er nogle, der sulter, fordi vi sidder og rager til os, siger han og påpeger, at det også hører også med til historien, at nadvermåltidet oprindeligt var en del af et større måltidsfællesskab, hvor man deltes om mad og drikke i det hele taget, og så var nadvermåltidet formentlig noget, man gjorde mere rituelt under det måltid.

– Paulus skælder her ud over, at der er nogle, der ikke tager hensyn til de svage og sultne og fattige i menigheden.

Når han taler om at spise og drikke uden at agte på legemet, kan det selvfølgelig være brødet, han taler om, men det kan også være legemet, forstået som Kristi legeme, altså kirken, det kristne fællesskab, som man skal tage hensyn til, understreger forfatteren.

– Så det at drikke sig en dom til vil sige, at du opfører dig som en idiot overfor dine medmennesker. Det handler om kærlighed, som det altid gør.
Han holder en lille pause.

– Mere mystisk er det ikke, siger han så.

– For det er det, det altid handler om. Du tildrager dig en dom, når du ikke er kærlig over for dine medmennesker.

Blå bog

Johannes Aakjær Steenbuch. Født 1982.

Ph.D. i filosofi på en afhandling om tidlig kristen filosofi og arbejder i dag som redaktør på bøger og artikler.

Har sit eget lille forlag, men flere af hans bøger er også ugivet af Baptistkirken i Danmark.
Privat er han gift med Laura Cæcilie Jessen, der er sognepræst i Nylars og Vestermarie. Sammen har de en datter.