Kvindernes kamp

Har danske kvinder stadig noget at kæmpe for, når vi i år kan markere 100-året for Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts? I kirken har vi i hvert fald brug for både kamp og bøn – ikke nødvendigvis for ligestilling, men for den åndskamp, som angår både mænd og kvinder.

Open Doors kan nu igen minde os om, at mange kristne forfølges, bare fordi de er kristne. Og her er kvinderne dobbelt udsatte. I mange kulturer bliver kvinder tvunget til at leve som andenrangs borgere, og kristne kvinder og piger kan blive både gift og skilt mod deres vilje.

Når heltene falder

Inden for de seneste måneder og dage er vi igen blevet mindet om, at mandlige ledere og forbilleder kan falde. Der afsløres typisk et magtmisbrug i form af et årelangt mønster af uønsket seksuel opmærksomhed overfor mindreårige og yngre kvinder.

Det sker ikke bare i de lande, hvor kvinder virkelig må kæmpe for at få en god uddannelse eller et ordentligt arbejde. Det sker også i vores land. Og heller ikke trossamfundene går fri.

Hver gang der sker en ny afsløring af denne type, er det hjerteskærende, rystende og oprivende. Hvordan kan magtmisbruget fortsætte i årevis, uden at nogen griber ind? Skyldes det, at de overordnede er konfliktsky og magelige eller bare godtroende og uvidende?

Hvis ofrene er voksne kvinder, er løsningen hverken at give dem skylden, eller at kontrollere dem med særlige regler. Påklædning – uanset hvor tildækkende den er – eliminerer ikke risikoen for, at kvinder bliver udsat for seksuel vold. Og ofre skal ikke bære skylden for den vold, de udsættes for.

Men hvordan kan mandlige kirkeledere misbruge deres magt over for dem, de skulle lede og være hyrde for? Og hvordan kan det være, at selv voksne kvinder kan trues, lokkes eller fanges i situationer, der strider mod al moral og sund fornuft?

Vi kan sagtens finde på undskyldninger og minde hinanden om, at kødet er skrøbeligt, og at vi alle er syndere. Men Jesus advarede i stærke vendinger om, at der ville komme ulve i fåreklæder.

Han udtalte også sin strenge dom over dem, der bringer de små til fald, så det burde ikke komme bag på os, at det sker. Og hvis vi ikke siger fra, får vi også del i en form for medansvar, når ledere træder ved siden af.

Den gode, fælles kamp

For nogle år siden vakte den daværende amerikanske vicepræsident Mike Pence opsigt ved at fortælle om de regler, han selv følger for at holde sin sti ren. Han nægter fx at spise frokost alene sammen med en anden kvinde end sin hustru.

Hans indstilling gjorde mange feminister rasende (!), men den er al ære værd i Guds rige. Hvor er det godt at blive mindet om, hvordan enkle, logiske leveregler kan sende klare signaler og hindre katastrofer.

Men også vi kvinder må se at komme på banen for at undgå magtmisbruget. Som mødre, søstre, koner og døtre må vi sige nej i tide, hvis vi er vidner til dobbeltmoral. Alt andet er misforstået underordning – eller heltedyrkelse og hykleri.

Vi har pligt til at sige fra og være sandheden tro i kærlighed, hvis vi skal undgå at se flere forklædte ulve eller tyranner udvikle sig.

I kirken er vi ikke kun individer eller mænd og kvinder. Vi hører sammen som brødre og søstre og beder i flertalsform bønner som ”Fader vor … forlad os vor skyld”, og ”Herre, forbarm dig over os”.

Vi står i en fælles kamp for at udleve Guds gode vilje med den kraft, kærlighed og sunde fornuft, han har givet os. (2 Tim.1,7)