Økonomichef til Danmission
Danmission har ansat Jan Tolstrup i en nyoprettet stilling som økonomichef.
Han kommer fra en stilling som administrationschef hos KFUM-Spejderne i Danmark, hvor han har været i 12 år.
Det bliver en af Jan Tolstrups vigtigste opgaver at styrke Danmissions samlede økonomistyring, der vokser både i volumen og kompleksitet såvel i Danmark som ude i verden med oprettelsen af nye landekontorer.
Jan Tolstrup er oprindelig uddannet agronom med speciale i økonomi, suppleret med uddannelse som revisor. Han har desuden beklædt en række bestyrelsesposter og sidder aktuelt i bestyrelsen på Haslev Idrætsefterskole.
– Jeg glæder mig til nye udfordringer i Danmission. Danmissions historie er jo lang og bygger på nogle meget stærke værdier, så det er også med vis ydmyghed, jeg går til opgaven. Heldigvis er jeg ikke alene om det, og jeg glæder mig meget til at møde mine nye kollegaer, siger Jan Tolstrup.