Bibeloversættelser til 66 sprog fuldført i 2020

Ialt 707 millioner mennesker fik adgang til Bibelen på eget sprog gennem bibelselskabernes arbejde i løbet af 2020.

Søskendeparret Gidufana Gafufen (t.v.) og Udagayda Mudinangi i Tanzania har for første gang fået en bibel på deres eget sprog, Datooga. Foto: Bibelselskapet

Trods udfordringerne på grund af COVID-19 fuldførte bibelselskaber over hele verden oversættelser til hele 66 sprog i løbet af 2020.

Det skriver det norske Bibelselskap i en pressemeddelelse. Der henvises til De forenede bibelselskabers statistik for 2020, som blev offentliggjort for nylig.

46 af disse sprog havde ikke tidligere haft noget af Bibelen oversat. Seks sproggrupper modtog hele Bibelen for første gang. Det drejer sig om fem sprog i Afrika – og et i USA, hvor døvesamfundet kunne fejre fuldførelsen af den amerikanske tegnsprogsbibel.

Amerikansk tegnsprog (ASL) bruges af omkring 408.000 mennesker. Det er det første og eneste af verdens ca. 400 tegnsprog, som har hele Bibelen.

Der blev også færdiggjort oversættelser af Det nye Testamente til 11 sprog, som tales af fire millioner mennesker.

De forenede bibelselskaber er et fællesskab af omkring 150 bibelselskaber, som arbejder i 240 lande og områder. Tilsammen er de verdens største oversætter, udgiver og distributør af Bibelen.

Grafikken viser, at 704 sprog har hele Bibelen, 1551 har hele NT, mens 1160 sprog har dele af Bibelen oversat. I 2020 var der anslået 7360 sprog i verden, mens verdens befolkning var på 7,8 mia. (Wycliffe Global Alliance)

Hele Bibelen på 700 sprog

I august 2020 nåede man en milepæl, da 700 sprog for første gang havde hele Bibelen. Her i begyndelsen af 2021 er hele Bibelen tilgængelig på 704 sprog, som bruges af 5,7 milliarder mennesker. Mere end 70 procent af disse oversættelser stammer fra De Forenede Bibelselskaber.

Yderligere 825 millioner mennesker har Det nye Testamente på deres eget sprog, og 450 millioner mennesker har dele af Bibelen oversat.

Tredobling på 75 år

Da De Forenede Bibelselskaber blev oprettet i 1946, var det færre end 200 sprog, som havde hele Bibelen. Lidt over 230 sprog havde Det nye Testamente, og 620 sprog havde en eller flere dele af Bibelen oversat. På 75 år er det totale antal sprog med bibeloversættelser mere end tredoblet.

– Når vi ser tilbage på bibelselskabernes arbejde gennem mere end to hundrede år, og det arbejde, som er blevet gjort gennem De Forenede Bibelselskaber de sidste 75 år, takker vi Gud for, at han har velsignet vor fælles opgave med at gøre Bibelen tilgængelig for alle, siger generaldirektør Michael Perreau fra De Forenede Bibelselskaber.

Fortsat under halvdelen

Til trods for fremgangen er udfordringerne fortsat store: Over halvdelen af verdens 7359 sprog har fortsat ingen tekster oversat i dag. Til sammen er der 1,5 milliarder mennesker, som mangler hele Bibelen på eget sprog.

– Hver oversættelse, som bliver fuldført, gi’r flere mennesker adgang til håb og fred i Guds ord, noget som er meget vigtigt i en tid med stor global uro, siger Perreau og fortsætter:

– Alligevel er der stadig over en milliard mennesker, som ikke har Bibelen på deres eget sprog, og derfor ikke kan søge til Guds ord, når de møder vanskeligheder og modgang. Det er derfor, opgaven med bibeloversættelse er så vigtig.

1.200 nye bibler på 20 år

Bibelselskaberne fastholder deres ambitiøse vision om at fuldføre 1.200 bibeloversættelser til 600 millioner mennesker i løbet af 20 år. Dette mener de kan gøres muligt gennem et tæt samarbejde mellem de forskellige aktører inden for bibeloversættelse, fortsat støtte fra giverne – og den teknologiske udvikling.

Tre år efter at denne vision blev formuleret, er 80 oversættelser blevet fuldført, og 312 oversættelser er undervejs, mens yderligere 808 endnu ikke er startet.

Der er brug for omkring 30 millioner dollar per år for at nå målsætningen, og indtil nu er mindre end halvdelen af finansieringen på plads.

– At oversætte Bibelen forudsætter engagement, idealisme og offervilje. Det er første skridt mod at et samfund får adgang til det livsændrende Guds ord, siger De Forende Bibelselskabers administrerende direktør for bibeloversættelse, Alexander M. Schweitzer.

– Bibeloversættelse forvandler liv – det er derfor, vi arbejder målrettet for vor ambitiøse vision, siger han.

Ikke færre end 16 sprog fik dele af Bibelen oversat til deres lokale tegnsprog, mens de engelsksprogede døve har fået adgang til hele Bibelen på American Sign Language (ASL).

Bibler for døve og blinde

Foruden de 66 nye oversættelsene blev der i 2020 også lanceret nye eller reviderede oversættelser på 21 sprog, som allerede havde ældre oversættelser.

Der blev også udgivet studieudgaver af Bibelen på tre sprog, nemlig kinesisk, haitisk kreolsk og thai.

Foruden de traditionelle bibler blev hele Bibelen også lanceret på tegnssproget ASL (American Sign Language), og yderligere 16 tegnsprog fik en eller flere bibeldele oversat sidste år.

Fem sprog fik hele Bibelen i punktskrift, tre af dem for første gang. Yderligere to sprog fik adgang til forskellige bibeldele på punktskrift. Ialt 48 sprog har nu hele Bibelen på punktskrift for blinde og synshæmmede.