Luther stod fast på sin overbevisning over for 1000 års kirkelig tradition

”Her står jeg, jeg kan ikke andet, Gud hjælpe mig!”

Disse berømte ord fra Martin Luther lød med fast og klar stemme på tysk og latin ved rigsdagen i Worms i en tætpakket mødesal, hvor den kun 21-årige kejser Karl V præsiderede.

Den 37-årige Luther var lovet frit lejde i opgøret med romerkirkens dogmer og vildfarelser, herunder alt det forargelige med afladsbrevene, som var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Det skete for nøjagtigt 500 år siden, og handel med afladsbreve har den katolske kirke for længst taget afstand fra.

Kristus eller paven?

Den 17. april 1521 trådte Luther frem, men bad om betænkningstid, hvilket kejseren, Europas mægtigste fyrste og selv fuldblods katolik, modstræbende tillod augustinermunken, dog kun i 24 timer, idet han forinden havde bemærket: ”Han kan ikke gøre mig til kætter!”

Men dagen efter, torsdag d. 18.4., var den frygtsomme munk som forvandlet. Al tvivl og anfægtelse havde han ved Guds hjælp lagt bag sig og fremstod nu ligesom sin Mester ”som en, der har myndighed” (Mk. 1:22) og klar i mælet.

Anklagen gjaldt hans fremlagte ”kætterske” og udæskende bøger, som forhørslederen, Johann von Ecken fra bispedømmet i Trier, bad ham tilbagekalde. Men nu var Luther ikke i tvivl – for ham var det et valg mellem Kristus og paven, ja, mellem liv og død:

”Så længe min samvittighed er bundet af Guds ord, kan og vil jeg ikke kalde noget tilbage, eftersom det ville være usikkert og true saligheden at handle mod min samvittighed. Her står jeg, jeg kan ikke andet, Gud hjælpe mig, Amen!”

Luther blev fredløs

Dermed var der ikke sat punktum for processen mod Luther. Han havde allerede ½ år forinden, 10. oktober 1520, modtaget pavens bandbulle med trussel om udstødelse til et liv som fredløs, hvis han ikke ydmygt gjorde afbigt for sit kætteri.

Han fik 60 dages frist til at afgive svar, og ved fristens udløb den 10. december kastede han lige udenfor Wittenberg bandbullen på bålet sammen med andre pavelige skrifter. Det endelige, dramatiske brud med kirken var en kendsgerning.

Men nu er vi i 1521, og efter hans myndige optræden i Worms forberedte den katolske Kejser Karl V sig på et modtræk, da han var overbevist om, at Luther ikke som ene mand med sin subjektive (selvoplevede) tro kunne tillade sig det vanvid at gå i front imod kirkens mere end 1000 år gamle tradition og hellige ceremonier, love og helgendyrkelse samt pavens ufejlbarlighed.

Karl V måtte træde i karakter som kejserlig beskytter af den rene katolske tro. En katolsk modreformaion var nu i gang.

Den fredløse Luthers liv var nu i fare, og det vidste hans supporter og landsherre, kurfyrsten Frederik den vise (i øvrigt kejserens onkel) godt, så straks ved hjemrejsen bortførte han ham til slotsfæstningen Wartburg, hvor han fik arbejdsro til at oversætte Bibelen til et folkeligt tysk, for en sådan fandtes ikke endnu.

Luthers bibeloversættelse i et opdateret tysk er stadig den dag i dag den mest udbredte bibeludgave i Tyskland.

Bevaret fra bålet

Hvis pavedømmet pønsede på at brænde ham på bålet, ligesom det skandaløst skete for den bøhmiske reformator, Johan Hus, i 1415, så blev dog kun hans bøger brændt, men manden selv holdt den usynlige Gud sin hånd over som sit udvalgte redskab til fremme for den påbegyndte reformation, som satte Europa i brand, og som også fik sit endelige gennembrud i det katolske Danmark i 1536.

I hertugdømmerne skete det dog noget før takket være den nidkære pro-lutherske hertug Christian – senere dansk konge som Christian d. 3. – der som kun 20-årig havde overværet rigsdagen i Worms, der gjorde ham til overbevist lutheraner, og han ivrede derfor i 1520’erne efter at få ansat lutherske præster i Slesvig-Holsten.

Hertugdømmerne fik dog først i 1542 en retsgyldig kirkeordinans, dvs. en fælles kirkelig grundlov for Slesvig og Holsten med dansk/tysk som embedssprog, der fulgte Martin Luthers og Philip Melanchtons opfattelse af den kristne tro. Kong Christian 3. (reformationskongen) sluttede et personligt venskab med Luther, som han støttede økonomisk livet igennem.

Luther ville oprindelig slet ikke være reformator. Han håbede hellere på at kunne forny og reformere kirken indefra uden at grundlægge en protestantisk modkirke, men forgæves. Luther så mere og mere paven som ”den sande og skinbarlige ”Antikrist”.

Den unge munks åbenbaring

Her lidt om forhistorien fra klostret i Wittenberg, hvortil Luther var flyttet fra Erfurt. Her søgte han som ung munk omsonst gennem hårde bodsøvelser (selvpinsler) at finde en nådig Gud, men han kom nærmest til at hade en så krævende Gud.

Men så pludselig kom lyset som sendt fra Himlen ind i hans forpinte sjæl.

Han så i selve evangeliet både sjælens evige frelse og retfærdiggørelse som en ufortjent gave, som han blot skulle gribe i tro uden gode gerninger, som i katolsk regi aldrig kunne blive gode nok. Der gættes på, det skete i 1518 midt i hans livslange karriere som bibelprofessor på universitetet i Wittenberg.

Om Luthers personlige oplevelse af evangeliet lader vi ham selv berette:

”Jeg længtes efter at forstå betydningen af ”Guds retfærdighed”, som Romerbrevet taler om. Jeg mente, det var den retfærdighed, Gud straffer den uretfærdige med. En sådan Gud kunne jeg ikke elske, men kun hade.

Men en dag forstod jeg det, da ordet ”den retfærdige skal leve af tro” (Rom. 1:17) gik op for mig, og jeg forstod nu, at Guds retfærdighed er den retfærdighed, som Han i sin store nåde og barmhjertighed retfærdiggør os med ved tro.

Da følte jeg mig som genfødt og som en, der gik gennem Paradisets åbne døre. Hele Skriften fik ny mening, og medens udtrykket ”Guds retfærdighed” før fyldte mig med had, fyldte det mig nu med sødmen af Guds kærlighed. Ordene af Paulus blev for mig selve den åbne port til Himlen.”

Luther fortsatte:

”Hvis du virkelig tror på, at Kristus er din Frelser, har du med det samme en nådig Gud, og du ser da nu ind i Hans rene nåde og overstrømmende kærlighed, hvor der ingen vrede eller nådesløshed er”.

Han begyndte nu at skrive salmer, og kampsalmen ”Vor Gud Han er så fast en borg” synges i dag på mange sprog ud over verden.

Det var med dette nye, evangeliske lys, at Luther frimodigt drog til Worms. ”Om der så er lige så mange djævle, som der er teglsten på tagene, så drager jeg ind i Worms på trods af alle helvedets porte og luftens magter.” Han så på rejsen til Worms som en Guds gave.

Reformationen fortsatte

Blev reformationen dermed gennemført? Nej, det var kun begyndelsernes begyndelse. Det vidste Luther og reformationens fædre udmærket. Senere blev parolen: ”Ecclesia semper reformanda est” (kirkens reformation sker altid, dvs. er vedvarende).

Luther ønskede ikke sit navn brugt som navn på nogen kirke. ”Jeg er jo ikke død for nogen”, sagde han. ”Sola scriptura”, skriften alene, var et af hans hyppige og eksistentielle kampråb og gennemsyrede hans skrifter, prædikener og forelæsninger.

Den såkaldte lutherske kirke er i dag de fleste steder stivnet med en masse god lutherdom ”på papiret”, men meget lidt af Luthers evangeliske ånd og lidenskabelige kampgejst – ja, og selvoplevede forhold til evangeliet.

I skolen advarede vor tysklærer os mod at latterliggøre Luther, som både var en meget lærd mand og romerkirken langt overlegen som teolog, og som uden overdrivelse hverken paven eller hans kardinaler kunne hamle op med trods mange forgæves forsøg.

I dette jubilæumsår er evighedens udfordring ikke at vælge den ”rigtige” kirke, men at træffe et helt personligt valg for eller imod Jesus Kristus. Dette er i virkeligheden kernen i den reformatoriske vækkelse, for vi kan ikke leve uden en sådan vedvarende opvækkelse.