Økoteologi – betyder troen noget i klimakampen?

På efteruddannelseskurset ”Økoteologi” november sidste år – det første af sin slags på Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter – læste vi bl.a. en tekst af Barbara R. Rossing (professor i Ny Testamente i Chicago), der var så interessant, at jeg af nysgerrighed anskaffede mig hele antologien ”Planetary Solidarity”, hvori teksten indgår.

Som ”god” lutheraner, der er opvokset med en antropocentrisk tilgang til verden, så kan antologien godt være noget af en udfordring. Man skal læse den med åbent sind.

Ritualer kan bruge naturen

Men af samme grund er bogen også forfriskende læsning. Der er mange praktiske eksempler fra andre kulturer. For eksempel skriver Fulata Lusungu Moyo (Ph.D. fra Sydafrika) om et ritual fra hendes kultur (Ngoni-folket i Malawi), hvor man efter fødslen begraver navlestrengen ved et træ.

For som hun spørger: Hvad gjorde Maria egentlig af den, efter fødslen af Jesus?

Hendes pointe er her, at når vi har den slags ritualer, der har med naturen at gøre, vil vores forhold til Moder Jord blive et andet. Og når det kommer til stykket, er ritualet jo ikke mærkeligere end vores egen – i en helt anden sammenhæng – dans omkring juletræet.

Troen og klimakampen

Faktisk er det interessant, så stor betydning kulturen har for, hvordan klimakampen kæmpes, og hvordan kristendommen tolkes og udleves.

Som Joyce Ann Mercer (professor i praktisk teologi ved Yale) skriver i sit indlæg i antologien, så er økoteologi og praktisk teologi fælles om at placere den konkrete virkelighed foran teologiske konstruktioner.

Det kan lyde lidt polemisk – og banalt – men kan forklare, hvorfor økoteologien ikke har vundet mere fodfæste i Danmark, end tilfældet er. Vi mærker tilsyneladende ikke klimaforandringerne i Danmark så meget, at det gør noget.

Det er sikkert også derfor, at regeringen ikke rigtigt kan tage sig sammen til at gennemføre en grøn skattereform, der batter i den nødvendige grønne omstilling af samfundet.

I et af bogens mest interessante indlæg skriver Cynthia Moe-Lobeda (professor i kristen etik i Californien) om Helligåndens betydning for, hvordan vi ser og udlever kristendommen.

Hun hævder, at Helligånden er blevet ”tæmmet” i vestlig teologi. Hvis den ikke også ses som en aktiv kraft i verden, så bliver den forbeholdt bønsliv, studiekredse, lovsang, mv., og ikke som en kraft til at udøve gode gerninger i verden – og bliver derfor ikke forbundet med aktive tiltag hen mod at skabe sociale og klimamæssige forbedringer.

Helligånden er dog ikke først og fremmest ”beregnet” til indre komtemplation og sjælefred – men som et kollektivt gode.

For, som der bliver spurgt – ”Will this private inner peace and “religious smiling” nourish resistance to the economic, political, military and ideological power structures that undergird climate change, especially where resistance is fraught with complexity, danger, and moral ambiguity?”

Dåb i en forurenet flod?

Og hun foreslår nye sammenhænge til dåb og nadver og dåbsundervisning, så de moralske implikationer af kristentroen og Helligåndens virke bliver tydeligere. Her kunne udendørs dåb i en folkekirkelig sammenhæng være interessant. Hvem ville lade sit barn døbe i en forurenet flod?

Sallie McFague (teolog fra Vancouver) skriver i sit indlæg også om det problematiske i den traditionelle antropocentriske tilgang i kristendommen.

Og så taler hun om “wild space”, som helt enkelt handler om, at vi skal bruge vores evne til at ”tænke ud af boksen”, som vi siger på dansk. Vi er i høj grad underlagt de strukturer (verdens- og menneskesyn), vi er opdraget med.

Men en nyformulering af teologien – som også tager hensyn til nye kriser – forudsætter selvsagt, at man kan se ud over disse tillærte vaner.

Wanda Deifelt (professor i religion) bemærker i sit indlæg, at mennesket blev skabt samme dag som dyrene. Mennesket er altså ikke så særlig en skabning, at det fik sin egen dag til skabelsen.

Synd mod skaberværket

Arnfridur Gudmundsdottir (professor i systematisk teologi) tager i sit indlæg især udgangspunkt i Island, hvor klimaændringernes konsekvenser er særlig tydelige.

Hun mener, at talen om synd ofte misforstås så meget, at præster og forkyndere nogle steder undgår at tale om det. De vil hellere tale om noget ”positivt”.

Men det er slet ikke ”negativt” at tale om synden. For det er først, når vores fejltagelser erkendes, at vi kan handle anderledes – vende os om, omvende os til det bedre.

Hvis vi ikke erkender, at vi har fejlet fuldstændigt, når det gælder omsorgen for skaberværket, så kommer vi jo heller ikke til at lave radikalt om i vores måde at tænke og handle på.

Hilda P. Koster (associated professor i religion) er også inde på det strukturelle i sit indlæg. For det er det strukturelle, der gør det svært. Vi kan nok erkende den strukturelle synd og angre den, men vi har meget svært ved at gøre noget ved det i praksis på et individuelt plan.

For selvom vi kan tage afstand fra alt det, som olieindustrien gør sig skyldig i, så er vores liv – især de økonomisk privilegeredes – afhængig af et økonomisk system, som stadig er afhængigt af fossile brændstoffer.

Derfor er det også positivt, når vi får øje på den strukturelle synd. Det er forudsætningen for at kunne handle. Hendes pointe er altså, at individuelle handlinger ikke er nok – der skal strukturelle til. Omvendt er de strukturelle ændringer afhængige af, at nogen handler.

”…vi skal behandle alt levende, som vi ville behandle alt levende,
hvis vi var i Guds Have”

At leve som i Guds Have

De to sidste tekster i antologien er af Nancy Pineda-Madrid (associate professor i teologi) og ovennævnte Barbara R. Rossing, som begge har fokus på eskatologien. Altså kristendommens forestilling om den ”kommende” verden.

Her skriver Pineda-Madrid, at vi skal behandle alt levende som vi ville behandle alt levende, hvis vi var i Guds Have, altså gudsriget, den kommende nye verden.

Vi skal se os som skabt af Gud. Både mennesker, dyr og natur er lige meget skabt af Gud. Vi skal væk fra den antropocentriske tilgang, hvor adskillelsen er i centrum.

Hvordan ønskede Gud, at verden skulle leve sammen? Sådan skal vi i dag søge at leve sammen.

Og endelig skriver Rossing i forlængelse af det, at vi er nødt til at handle, så konsekvenserne af vores handlinger er i overensstemmelse med den verden, vi faktisk ønsker at leve i sammen med vores medmennesker, og al det liv, vi har et medansvar for. Teologisk udtrykt – en verden skabt i Gudrigets billede, ”a counterworld”.

Ønsket om grænseløs vækst er afguderi

Vores forhold til grænseløs økonomisk vækst er afguderi, for når vi med vores overforbrug skaber klimakrisen, så leger vi i virkeligheden Gud. Vi respekterer ikke den skabte verden. Viser ikke omsorg og ansvar for natur og dyr.

Eller de fremtidige generationer, som skal leve med den krise, vi selv har skabt og endnu ikke har gjort nok for at ændre på.

Og her kan den teologiske tilgang gøre underværker, hvis den tages alvorligt. Ikke bare som interessant teologisk konstruktion, men som levet virkelighed, levet (kristen) praksis.

“There are multiple ways we could “frame” the climate crisis theologically. In terms of sin and forgiveness, we could frame climate change as a sin against the poor and against future generations for which we need to repent.

Or we could talk about climate change as idolatry, the dangerous ways people are “playing God” by altering the climate. Both these frames are true. But I find that what best reaches people today is to frame the issues of climate in terms of sickness and healing. The world is ill; we are making ourselves sick. We need healing.”

(Planetary Solidarity. Global Women’s Vioces on Christian Doctrine and Climate Justice. Ed. Grace Ji-Sun Kim and Hilda P. Koster)