Og de kyssede hinanden

1. Om stropperne i linje fjorten holdt til det lykkelige par, der gyngede i dem, mens de kyssede hinanden fra Svanemøllen til Trianglen, ved han ikke.

Men han ved, at hans mor, far og hans tante Rigmor også kyssede hinanden, da de åbnede for radioen:

Her er London. BBC kalder til Danmark. Og så – efter Danmarks længste befriende pause: Det meddeles i dette øjeblik at det nu er tid til at kysse hinanden i linje fjorten, og at rive alle mørkelægningens forbandelser ned og sætte lys i vinduerne – Og jeg gentager: Kys hinanden.

2. Han var et halvt år, og han lå i sin seng, men han husker det som i går, fordi denne aften, hans forældres og tante Rigmors aften og hele Danmarks aften år efter år lige siden er blevet fejret i hans hjem – som var det juleaften i tredje potens.

Gaden lyste som et juletræ, bortset fra de to mørke lejligheder, der lyste af sorg og skam. Af sorg i nummer otte til venstre, hvor hans bedste legekammerats onkel blev skudt af gale Schalburgfolk.

Og så var der skammens mørke i den anden lejlighed, hvor familien vistnok – og hvad vidste man rigtig – havde haft lidt for megen omgang med tyskerne.

3. Ja, han husker de fem år, som havde han selv, den grå morgen den 9. april, som sin far revet det vissengrønne OPROP itu og sagt med Kaj Munk: De tusinde år, så blev de væk i morges klokken fem af skræk. Og han græd sammen med sin mor og far, da han skrev sine kondolencebreve til Gudrun Fil, til fru Lise Munk og familien Hammerich.

Og sammen læste de afskedsbrevene fra Vester fængsel afsendt med Kaj Munks ord: Drenge! I Drenge som døde, I tændte for Danmark i dybeste Mulm en lysende morgenrøde.

Og han lærte sangen om de Fem forbandede år og apoteker Mads Nielsens En lærke letted og tusind fulgte og straks var luften et væld af sang. Og han sang højt, indtil stemmen blev tyndere, når de kom til verset: Vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn.

4. Og i gymnasiet læste han Sigurd Hoels Møde ved milepælen. Og ordene fra epilogen glemte han aldrig: Jeg så nazismen som vort uægte barn. Avlet i blinde og fejhed, forrådt i mors liv og overladt til sig selv, til lud og koldt vand. Men når Klaus Rifbjerg skabte filmen Der var engang en krig – råbte han NEJ!

Der VAR en krig, for han havde set Poul Reichardts ansigt i De røde enge stå med sine knuste hænder – og han tænkte: Mon nogen sinde modstandskampen har set på mig med så klare øjne?

Og han læste Kim Malte Bruns breve og de andres breve, lange som korte, og hvem glemmer Kristian Ulrik Hansens ord til sine forældre? Og dette er mit sidste ønske, når Freden er inde, tag da et forældreløst tysk barn til jer i stedet for mig. Gud i vold.

5. Og i dag er det så 76 år siden. Og drengen er blevet forfatter. Og om de, der hang og kyssede hinanden i stropperne på bagperronen af linje fjorten siden er blevet gift og har fået børn, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at efter de euforiske majdage kom befrielsens meget smertetunge dage for mange. Og derfor forsøger jeg i dag som forfatter at sætte ansigter på de mange modige folk, der overlevede men tabte krigen efter freden.

Jeg forsøger at fortælle deres historier, så vi ikke glemmer dem. Og ikke mindst minder jeg om den store pris, som børnene – hans jævnaldrende – af modstandsfolkene betalte. Lad mig fortælle om Dan og Simon.

6. Krigstidens børn

Kæmp for alt, hvad du har kært! Det havde tvillingerne Dan og Simons forældre gjort som meget aktive medlemmer af Holger Danske. Dan og Simon var fredsbørn, adopteret umiddelbart inden befrielsen af Ulrik og Petra. Praktiserende læge og sygeplejerske.

Og som Petra, der selv havde aborteret to gange under besættelsen, skrev i sin dagbog:

Montgomery befriede Danmark. Dan og Simon vandt freden for os. Desværre blev det en midlertidig fred. For godt nok overlevede Ulrik ti år.

Men han blev aldrig et levende menneske efter krigen. Han måtte fortsætte kampen mod sine dæmoner, sine natlige mareridt og sin skyldfølelse. Med en fortid i garden og et meget roligt temperament havde han under besættelsen påtaget sig den tungeste opgave: Stikkerlikvideringer.

Dan og Simon vokser op i en solid lægefamilie, der taknemmeligt ønsker dem alt godt. Men ikke magter det. Deres mor har en dobbelt kamp. For sin psykisk ustabile mand og sine børns fremtid.

Men hun kan i længden ikke skjule sin mands derout for drengene.

Ulrik drikker sig fra sine patienter. Forsøger selvmord. Og Dan og Simon har både øjne og ører. Og må samtidig gætte sig til meget. En dag påtager de sig det ultimative forsvar for deres far. De tager hans stålhjelm, hans armbind og hans pistol med hen i klassen. Og det må man ikke i tredje klasse!

Stor opstandelse. Deres mor kaldes til inspektøren, hvor drengene allerede sidder. Flove? Nej! Men stolte. De har kæmpet for den, som de har kær. Deres far var en helt. Og det var deres mor også! Og det kom inspektøren til at forstå.

7. Var det en drengestreg?

Nej, et enkelt eksempel på den kamp, der stadig blev kæmpet på hjemmefronten efter krigen. Og som mine jævnaldrende i dag stadig kæmper, fordi de som børn kæmpede for dem, de havde kær! Som jeg skrev i en frihedssang til jubilæet sidste år.

I dag er der tid til at takke
de modige kvinder og mænd,
der kæmped med livet som indsats,
så Dannebrog hejstes igen.
Og takke de børn, som betaler
en pris for forældrenes mod.
De bærer som voksne en barndom
med lugten af modstand og blod.

8. Fortæl dine børn

Som barn fik jeg fortalt historien om de unge, der kyssede hinanden i linje 14. Men også de tunge historier. Og nogle kendte jeg fra kammerater. Det er dem, jeg nu forsøger at fortælle videre. For hvor langt væk er nazismen i dag? Svar ikke for hurtigt.

Se, hvad der sker rundt om i verden i dag. Nævn blot den uhyggelige antisemitisme. Vi må ikke lukke øjnene. Vi skal svare på spørgsmålet.

Og derfor skal vi stadig sætte lys i vinduerne og fortælle vore børn, børnebørn og oldebørn historien.

De lys, som vi tænder i aften,
er hjerternes ja og et nej.
Et nej til de djævelske kræfter
og ja til forsoningens vej.
De lyser som stjerner i mørket
og peger på lysenes Gud.
Vi bærer dem unge og gamle
som fredslys frimodige ud.

Fortællingen om Dan og Simon står i Niels Johansens roman ”Hjerter taler samme sprog” . Hans frihedssang ”Så tung var de tungeste dage” blev skrevet i anledning af 75 året for Danmarks befrielse og på opfordring af Måløv kirke.
Willy Egmose har sat musik til frihedssangen, som kan høres her i YouTube med titlen 4.majsang – Så tung var de tungeste dage.