På tålt ophold som troende

Ny bog om tro og samfund gør troende med ’afvigende holdninger’ til et samfundsproblem.

Synsvinklen i denne bog er ikke de problemer, troende kan have, når de har holdninger, der er på tværs af de dominerende i samfundet. Derimod er det de troende, der er et problem, fordi de er på tværs med afvigende holdninger.

Spørgsmålet der tages fat på er ikke, hvordan vi kan indrette samfundet med plads til troende, men hvordan samfundet kan afrette troende på en etisk forsvarlig måde. Som troende føler man sig gjort til en, der er på tålt ophold.

Når Jacob Birkler skriver om provokeret abort, er han ikke inde på de problemer, det kan give at være oppe imod et system, som går ind for fri abort. Det, han går op i, er de problemer, sundhedspersonalet har, fordi de har at gøre med en person, som er imod provokeret abort.

Han siger rent ud, at samfundets repræsentanter ofte står ”ved det helt centrale etiske spørgsmål, der handler om, hvor langt vi bør gå i forsøget på at beskytte andre imod deres egen tro.”

Grov over for kristne

Han er grov over for kristne og bibeltro kristendom. Søndagsskoler sammenlignes med koranskoler, radikaliserede islamister med kristne, ”som læser Bibelen som fortællinger, der faktisk har fundet sted”.

Han ser det som ”et misbrug af naturvidenskaberne”, når videnskaben bliver brugt til at forklare og understøtte Bibelens beretninger.

At tro på, at Gud kan helbrede, bliver sat i forbindelse med amerikanske tv-prædikanter og set på som noget, der hører fremgangsteologien til. Men mange – om ikke alle – kirkesamfund tror på, at Gud kan helbrede.

Også i folkekirken er der præster, som salver og beder for syge. Det er ikke fair at behandle en problematik ud fra yderliggående eksempler.

Jacob Birkler: Når tro kommer på tværs. Etiske dilemmaer mellem religion og samfund.
176 sider. 229,95 kr.
Bibelselskabets Forlag.