Tør du tro uden at have set?
Svend Brinkmann skrev i et facebookopslag påskedag:
”Kan religion betyde noget for os, der ikke tror på noget overnaturligt? Selv tilslutter jeg mig fuldt og helt et videnskabeligt verdensbillede, hvor der ikke er plads til guder, ånder, reinkarnation eller evigt liv, men er det nødvendigvis et liv uden tro?
Nej, for selv om der er mindre mellem himmel og jord, end man skulle tro, beror de vigtigste fænomener i livet ikke desto mindre på en form for tro:
Troen på at vi bør hjælpe fremmede i nød, også når vi ikke selv får noget ud af det; troen på at tilgivelsen af det utilgivelige er mulig; troen på at kærlighed er mere end reproduktion af generne; troen på at vi skal tale sandt, selv når det er mere opportunt at lyve; troen på at forsoning er rigtigere end hævn; troen på at vi skal tage de dødes ønsker alvorligt, selv om de ikke er her længere.
Kort sagt troen på at der findes noget, der er godt uden betingelser.…”
Min første reaktion var: ”Det er meget fornuftigt, men hvor det synd for dig, Svend B., at du ikke tør tro på noget overnaturligt.”
Men da jeg så læste dagens tekst, tænkte jeg: ”Nåh ja, sådan er der andre før dig, der har tænkt.”
Tvivleren Thomas har altid været et godt forbillede for alle os, der ind imellem kunne tænke:
”Jamen passer det nu? Stod Jesus virkelig op af graven?” ”Ja, det gjorde han”, erfarede Thomas.
”Ja, det gjorde han,” erfarede de to disciple på vej til Emmaus. ”Ja, det gjorde han,” kunne de romerske soldater, der holdt vagt ved graven sige. Og mange, mange flere, der har mødt den opstandne efterfølgende – også mennesker, der lever i dag.
Men alligevel er det svært at tro. Så svært, at mange vælger Svend B.s tilgang, som han kalder ”at tænke videnskabeligt” – underforstået at alle os, som tror på noget overnaturligt som guder og ånder ikke tænker videnskabeligt.
Det gør vi! – men vi har bare en ekstra dimension med i vores verdensbillede. En dimension, der gør livet rigere. En dimension, der giver livet mening. En dimension, der sætter liv og død i perspektiv.
Søren Kierkegaard og troen
For Søren Kierkegaard betød det at være troende, at foretage et eksistentielt spring ud på uvishedens 70.000 favne vand. Tro er et valg, der modsiger vished. Derfor må det troende menneske leve med sin tvivl og løbende revurdere sit religiøse valg.
For tro uden tvivl er ingen tro, men fundamentalisme: Kan jeg objektivt gribe Gud, så tror jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, så må jeg tro; ”og vil jeg bevare mig i Troen, må jeg bestandig passe på, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er på de 70.000 favne Vand, og dog tror” (fra ”Afsluttende uvidenskabelige Efterskrift”).
Tro uden at se
Disciplen Thomas fik lov at se og måtte udbryde: ”Min Herre og min Gud!” Han fik en unik mulighed, som ikke mange af os andre får, men vi får så til gengæld et andet løfte af Jesus:
”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Jesus priser det menneske salig, der tør kaste sig ud på de 70.000 favne og tro på underets mulighed, tro på at den opstande Jesus lever og er her midt imellem os i dag.
Johannes slutter dagens tekst med at fortælle, hvorfor det er vigtigt, at vi hører og tror: ”Men dette er skrevet for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”
Når Johannes skriver om liv, så har det altid en dybere betydning end livet her og nu. Beretningen om Jesus, hans død og opstandelse, hans møde med disciplene efter opstandelsen og hans fortsatte eksistens og virke ved Helligånden, kan blive til liv – evigt liv – for den, som tør tro trods tvivl.
Hvor ville jeg ønske at Svend Brinkmann og mange med ham, ville give det en chance.
Søndagens tekst: Joh. 20, 19-31
Jesus viser sig første gang for disciplene
19 Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han.
20 Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.
21Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.”
22 Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft! 23 Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”
Jesus viser sig for Thomas og de øvrige disciple
24 En af de Tolv ved navn Thomas, også kaldet „Tvillingen”, var ikke til stede, da Jesus viste sig for dem.
25 De andre disciple fortalte ham bagefter: „Vi har set Herren!” Men han svarede: „Det tror jeg ikke på! Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og stikker fingeren i dem, og hvis jeg stikker hånden i hans side, vil jeg tro på det!”
26 Den følgende søndag var disciplene samlet igen, og nu var Thomas sammen med de andre. Dørene var låst, men pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!”
27 Så vendte han sig til Thomas: „Kom her med din finger,” sagde han. „Se, her er mine hænder. Kom med din hånd og føl på min side. Tro i stedet for at tvivle!”
28 „Min Herre og min Gud!” udbrød Thomas. 29„Nu tror du, fordi du har set mig,” sagde Jesus. „Velsignede er de, som ikke har set og alligevel tror.”
30Jesus gjorde mange flere mirakler for øjnene af sine disciple end dem, der er nedskrevet i bogen her. 31Men jeg har skrevet dette, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.
